Jeg har et problem med voksne mænd, som opfører sig som små forurettede børn og surmuler. Når jeg er syg, bliver min lunte betænkelig kort, så alle i formiddagens selskab priser sig lykkelige over, at jeg lå vingeskudt og sølle nede i sengen, mens de holdt møde.
Det ender med en brugbar stol til Alexander. Det har krævet overbærenhed og en næsten overmenneskelig evne til, at vise storsind fra en familie og flere professionelle omkring Alexander. Efter et fyldigt referat af mødet, kan jeg se, at vi aldrig nogensinde havde fået en stol fra den leverandør, hvis jeg havde været til stede.
Han var blevet bedt om at forlade mit hjem.
Jeg undrer mig ind imellem vældigt over, hvorfor nogle mennesker ønsker at arbejde med mennesker. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke ville anbefale det.
4 kommentarer
Liselotte
31. marts 2006 at 23:01Ja, det var ærgerligt, at det ikke lader sig gøre at mødes over et samarbejde, som kunne være blevet spændende med udgangspunkt i hver enkelts styrker, men sådan skulle det ikke være.
Jeg tror stolen ender med at være alletiders og det er i sidste ende det allervigtigste :-)
Karin
31. marts 2006 at 22:44Kedeligt at mødet ikke var præget af mere åbenhed og interesse i godt samarbejde… Håber stolen kommer til at gøre godt alligevel.
Liselotte
31. marts 2006 at 22:42Jeg vil gøre mit bedste Suzy… og tak :-)
suzy Q
31. marts 2006 at 21:21Åh Liselotte, rigtig god bedring.. Du klarer mere end de fleste, så nu hvor du er syg synes jeg, at du skal passe extra godt på dig selv. KH S