Urimelig og latterlig…

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så skidt tilpas, som jeg er denne gang. Feberen kommer og går og det ene øjeblik er jeg oppe og vældig kry, men i det næste vælter jeg ind under dynen med kulderystelser, mens jeg forbander den feber, som ikke vil forsvinde.

Jeg opfører mig som et lille barn. Jeg tuder, når det bliver for meget og jeg forlanger det urimelige, når det på ingen måde er rimeligt.

Jeg vil pludselig have friskpresset appelsinjuice. Det er det absolut eneste, som kan hjælpe på denne feber. Et øjeblik efter, kan det være lige meget og jeg vil ingenting have.

Så vil jeg pludselig have friskbagt franskbrød og det skal være et gammeldags lunt med birkes og kommenost.

To sekunder senere kan det også være lige meget og jeg styrter ind under dynen og ligger og ryster.

Jeg er helt urimelig og i de klare øjeblikke kan jeg se det og husker at undskylde, men i de tågede af slagsen bander jeg over Kenneth, som startede turen i går aftes, men tilsyneladende allerede er i bedring. Livet er uretfærdigt og det samme er jeg.

Godt de elsker mig… bare en lillebitte smule…