Blade nu!

I min baghave ligger en byggetomt og vidner om bristede drømme. Den har ligget der i et år nu og jeg skal ærligt indrømme, at jeg efterhånden mister troen på, at den nogensinde forvandles til andet.

Det unge par var lykkelige, da de flyttede ind. De havde et barn på armen, et i maven og forventninger til livet i eget hus. De gik i gang med at renovere. Alvorligt. Hev alt indvendigt ud af huset og startede forfra.

Der blev malet, købt nye møbler og med tidens fylde blev også haven indtaget med legetøj til ungerne og liggestole til de voksne. Der var liv og leben derovre. Ungerne legede mere på vejen, som støder op til vores nederste del af haven, end de legede inde i haven. Når det passede, tog jeg dem med ind gennem krattet og lod dem fodre hønsene, som vakte begejstring.

Fra at være to børn, kunne vi se, at de snart skulle være tre. Pladsen var trang derovre. Knapt 80 kvadratmeter skulle dække alles behov for plads, men med hjerterum finder man også husrum og det så ud til at fungere indtil det pludselig gik op for os, at der aldrig var børn dernede mere.

Det viste sig, at konen var flyttet. Hun havde pakket børnene og var draget ud på nye eventyr. Manden i huset sad tilbage på matriklen og måtte indse, at det ville blive umuligt at få solgt et hus på 80 kvadratmeter, hvorfor han besluttede sig for at udvide. Han nåede at rejse ydervæggene. Siden er han kun set mere end sjældent her i kvarteret og jeg kan ikke vente, til der kommer blade på træerne…