9

Savn

FarmandNogle dage og oftest helt uden varsel, savner jeg min far forfærdeligt. Nogle dage og nogle tider, opdager jeg, at jeg har to billeder af ham. To fædre. Sådan føles det.

Jeg har det billede, som er her ved siden af. Det er min ene far. Det er den far, som jeg holdt så meget af og skændtes så meget med. Det er den far, som gav mig præcis den modstand jeg kunne tåle og voksede af.

Det er den far, som altid var der, når tingene virkelig brændte på. Det er også den far, som aldrig nogensinde var rigtigt nærværende medmindre han gad. Jeg elskede ham på trods. Sådan skulle det være.

Det andet billede er helt anderledes. Det er den far, som opgav livet. Den anden far, som med dødsdommen også besluttede sig aktivt for at dø. Den far, som satte sig hen i hjørnet og ventede. Helt stille sad han i stolen ved vinduet og groede nedad og indad lige indtil han forsvandt.

Han fik masser af kærlighed. Jeg ved han var glad for den. Han fik masser af omsorg og tid, helt som han fortjente, ligesom ethvert andet menneske det sted i livet fortjener det.

Da han forsvandt, åbnede jeg vinduet, så hans sjæl kunne tage på den sidste rejse. Jeg tændte stearinlys og jeg hviskede kærlige ord ind i det øre, som aldrig mere skulle lytte til mig. Jeg klædte ham af, vaskede ham, redte hans hår og iførte ham hans elskede tømmerbukser. Jeg satte en tømmerblyant og en tommestok i lommen. Sådan skulle det være.

Jeg græd ikke. Jeg græd heller ikke bagefter. Jeg passede og plejede og jeg havde forlængst mistet min anden far. Han forsvandt den septemberdag, da lægerne tog det sidste håb fra ham.

Jeg savner stadig ham der forsvandt den septemberdag, for jeg nåede aldrig at sige farvel til ham og så har man kun mistet, men ikke afsluttet.

Du vil sikkert også kunne lide