5

Tyrestationen

Når jeg skal nordpå, foregår det ofte via Limfjordsbroen. Nede omkring havnen, lige inden man rammer broen, er der for øjeblikket kaos. Der er ombygning, nedrivning og almindelig bilistsløvsind, så det er med fare for liv og lemmer, man bevæger sig det sidste stykke hen til broen.

Inden kan man få lov til at holde i kø og vente. Når man gør det, er der udsigt til “Tyrestationen”, som højhuset på billedet kaldes i folkemunde. I hvert fald de ældre af dem og ja, jeg er så en af dem.

Tyrestationen

Huset kaldes tyrestationen fordi det, efter det var bygget, fik ry for at indeholde Aalborgs “tyre” som i alt Aalborgs ungkarlemateriale med sans for det søde liv. Lejlighederne var dyre og absolut uegnede for andet end ungkarle. Størrelsen på dem er ikke noget at skrive hjem om, men der gik ikke lang tid før det var prestige i at være en af de, som havde råd til at opholde sig på adressen.

I dag er der ikke meget prestige i at bo i huset. Der er kommet så meget andet til, som er så meget mere attraktivt nede ved havnefronten, men engang var det “stedet”, hvis man ville føre sig lidt frem nede i Jomfru Ane Gade og den penthouse der ligger på toppen er vel stadig en slat penge værd.

Nå, det var vist sangen for nu. Jeg er lige kommet hjem og er inviteret ud at spise. Det er sådan set okay og forøvrigt ikke af en af de lokale “tyre”, men en tilflytter.

Du vil sikkert også kunne lide