“Tror du på Himlen? Tror du vi kommer derop, når vi dør?”
Nej, jeg tror ikke på himlen, men skulle den stik imod mine forventninger vise sig at findes, er den sprød, som en forårseng med blomstrende æbletræer. Ellers vil jeg vide, hvor man kan klage. Tak.
8 kommentarer
Lizelotte
24. marts 2006 at 14:12Rigtige mænd græder jo… :o)
Forskellen på min mand og mig er, at jeg græder, når det er sørgeligt, han græder, når det er gribende på andre måder (fx. da Karens datter holdt tale til Karen i Krøniken … hehe…).
Donald
24. marts 2006 at 13:39Tæl mig med, snøft!
Mille
24. marts 2006 at 08:59Jeg er glad for, at vi er flere tudevorne mødre :-)
Det er ikke så længe siden, at DR1 viste Brødrene Løvehjerte og jeg sad og storsnøftede. Ældste datteren endte med at sidde og snøfte, fordi hun synes det var så synd, at mor var så ked…
snøft
Lizelotte
24. marts 2006 at 08:33haha … jeg tuder også over den …. jeg advarede ungerne inden jeg læste den, så sad vi og tudede sammen over de sørgelige steder!
Dana
24. marts 2006 at 03:08Og her gik jeg og troede, at jeg var den eneste der ikke KUNNE læse Brødrene Løvehjerte højt fordi man tuder i lange baner, både under indledningen og uidvalgte steder undervejs?
Vi endte med at købe den som lydbog …..
Farmer
23. marts 2006 at 23:31Ja, blomster! Æbleblomster. Der er kun 6 uger til. Men først kommer kirsebærrene.
Lige nu er det erantis, vintergæk og forventningens glæde. Og det er ikke så ringe endda, heller.
Liselotte
23. marts 2006 at 23:04Åh ja… Brødrene Løvehjerte. Den eneste bog jeg ikke kan læse uden at begynde at tude. Jeg kan ikke. Jeg har prøvet adskillige gange og til sidst var det ved at være en temmelig traumatisk oplevelse for mine unger, når jeg forsøgte, så jeg har opgivet.
Sådan må de så ende med at være kultur-uoplyste ignoranter på grund af en tudevorn undskyldning for en mor ;-)
Lizelotte
23. marts 2006 at 22:59…det kan jeg tilslutte mig. Der er nærmest lidt Nangijala over dine billeder – både det visuelle og det, du tegner med ord.