Der er undtagelser…

Der er ting i mit liv, som har en funktion og aldrig bliver overflødige. Sker det, har jeg lovet mig selv, at jeg smider dem ud…

Det gælder også for mine bøger. Selv mine elskede boligbøger, som ellers har en høj affektionsværdi hos mig, luges der ud i. Dog har denne ikke nået den magiske grænse mellem at være hot retro eller bare totalt uden relevans, så den har fortsat en stor plads i mit hjerte.

Jeg kiggede i den tidligere i dag. Sammen med en kop nybrygget kaffe, gav den mig et tiltrængt pusterum, inden jeg skulle i gang med det værste jeg ved; at hjælpe Oline med lektierne.

Kaffen gjorde sin gavn, for den sendte tilstrækkelig med energi til kroppen, så jeg modstod at sende hende direkte til en arabisk harem med “bliver væk for resten af livet”-garanti.

Vi kom igennem seancen. Ikke uden sværdslag, men helskindede begge to.

Som sagt er jeg gået i gang med en større oprydning på matriklen. Den skal ende op med et loppemarked senere på året, så der stables inde i lejligheden, som lige nu agerer fjernlager. Der står kopper, kander, bøger, legetøj, tøj, cykler og alt muligt andet, som senere på året skal give mig en sjov weekend med lidt handel, kaffe og kage og masser af mennesker – håber jeg.

Altså jeg rydder op i mit liv. Smider det ud, som ikke længere er i brug og derfor burde jeg vel egentlig også smide kurven her ud. Den er håbløs at bruge. Håndtagene er for små og stikker i en grad, så den ville være anvendelig i de fleste diktaturer, som torturinstrument, men den har altså på underlig vis en evne til at overleve hver gang jeg får idéerne om en oprydning.

Den har affektionsværdi. Den har været min trofaste svend hver dag i 3 uger, når jeg smuttede forbi den lokale grøntbiks i den støvede vejkant lige udenfor St. Tropez. Den har båret de smukkeste og sødeste meloner, vidunderlige og solmodne tomater og tonsvis af frisk og sprøde squash for mig og fordi den så trofast betjente mig dengang, har den fået en permanent plads på krogen ude i gangen.

Helt uden funktion, men med masser af sprøde og søde sommerminder, har den stjålet en plads i mit hjerte og dermed en plads i mit hus. Sådan må det vist bare være…