Det er fredag. Mor er kommet og Oline har fået en veninde på besøg. Alexander er kommet glad hjem fra skole og her er ryddet op. Vaskemaskinen er på overtid, men den arbejder trods alt. Stearinlysene er tændt, rødvinen skænket og der er udsigt til god mad om nogle timer…
Kenneth er kommet hjem med 1 kilo af en af mine yndlingsoste. Den skal, sammen med hummer, rejer og andet godt, gøre det ud for fredagens menu.
Grana Padano gør godt. Rundhåndet brug giver røde kinder og glade maver, så jeg regner med, at den kan få lov til at smile til en god salat.
Imens vil jeg tæve mor i et spil kort. Hun har fortjent det, for hun plejer at vinde over mig. Ikke at det er med min gode vilje, men der er ting her i livet, som ikke lader sig styre. Hun er en af dem.
Jeg har tidligere sagt, at hun er fantastisk og en enorm hjælp her på matriklen. I dag syntes hun, at vi skulle aftale, at hun kommer hver anden torsdag og svinger klud og støvsuger. Bare fordi hun kan.
Vi er ualmindeligt heldige her i familien. Mon ikke mor ønsker sig et eller andet, selvom hun siger, at hun har alt, hvad hun skal bruge. Luksus er altid rart…
2 kommentarer
Liselotte
10. marts 2006 at 22:16Ja, hun er helt fantastisk – vi er enige Ella :-)
Ella
10. marts 2006 at 21:18Jeg har sagt det før og siger det lige igen – din mor er helt fantastisk Liselotte – godt, at I værdsætter hende :-)
Nu dur’ det ikke at forgylde hende, så bliver det så svært at røre sig ;-)