Reddet af en banken

Jeg har lige brugt 2½ time på at lave lektier med Oline. Jeg fortjener en medalje og ikke en af bagerens, men sådan en jeg kan flashe og har fortjent for overmenneskelig udholdenhed. Jeg var tæt på at skrige til sidst, men effekten af et af mine skrig er begrænset, så i stedet styrede jeg mig og prøvede at mønstre alverdens tålmodighed.

Vi er kommet vidt omkring og har endda været inde for at låne Alexanders globus. Vi nåede forbi Afrika, Norge og Portugal. En fin rejse, som tog meget længere tid, end den havde behøves, men sådan går det, når man samtidig skal pille i viskelæder, sutte blyanter og beundre hår og da den unge dame havde skrevet, at knurhanen var en fugl, fordi hun ikke gad undersøge sagen nærmere, undlod jeg at sige noget og lod hende om at finde fejlen, bare fordi jeg kunne.

Postbudet reddede mig, da han bankede på døren. Han havde en pakke med til mig. Min bog, som har været så længe undervejs, at den nu faktisk er forældet for denne sæson.

Jeg gider ikke strikke vanter nu, så de kan glemme det, kan de.

Foråret kommer om et lille øjeblik, og så gælder det udelivet og alle mine intentioner om endnu en sommer i afslapningens tegn, for det er nu besluttet, at der heller ikke i år bliver den helt store køkkenhave. Jeg gider ikke, for tiden er knap og livet kort.

Jeg vil tilbringe sommeren i en hængekøje med en god bog indenfor rækkevidde. Ikke med vintervanter på strikkepinde.