Nogle gange kommer jeg i sammenhænge, som bliver komplicerede, fordi min for- eller nutid fylder uforholdsmæssigt meget. Jeg kan komme i offentlige sammenhænge, hvor de bruger al tiden på at prøve at huske, hvor de sidst har set mig i stedet for at koncentrere sig om mødet vi er midt i. De undrer sig over hvad jeg laver i denne nye sammenhæng, for de kender mig for eksempel som Alexanders mor og ikke som tolk.
I dag var det min fortid, som kom til at fylde alt for meget. Jeg skulle tolke til et møde og hilste pænt på de tilstedeværende, mens jeg selv godt bemærkede, at jeg vist kendte to af dem et eller andet sted fra.
Da der blev en pause vendte jeg mig mod den ene og idet jeg gjorde det, sagde han “Ja, det er rigtigt nok…” og så grinte vi begge to. Det viste sig, at han var min venindes lillebror og den anden mødedeltager hans tidligere klassekammerat. For at gøre det hele fuldent, havde de begge gået i klasse med min søster og pludselig rullede fortiden ind over mig. Det var sjovt og underholdende og da pausen var slut, tog jeg så fat igen.
Pludselig, midt i dette møde, som jeg tolkede på livet løs, afbryder den ene med et “Gud, du var da kæreste med Kim også, ikke? Og Jens? Det kan jeg godt huske…”, hvorefter jeg fuldstændigt mistede tråden. Det sidste var ubehageligt. Ikke at blive mindet om Kim eller Jens, for de var skam lækre nok, men at han flytter fokus fra et seriøst møde til mig, Liselotte, var rigtigt ubehageligt og da jeg efterfølgende måtte forklare tolkebrugeren, at det handlede om, at vi tre havde en fælles fortid, blev det ikke mindre ubehageligt, for det er bare ikke professionelt og i orden.
Jeg hader når den slags sker og jeg har stadig ikke fundet den optimale måde at håndtere de situationer på, men jeg er på vej til møde med mine kolleger og har tænkt mig at vende det med dem, for hvad pokker gør de, når de ikke “kan få lov” til at være på arbejde…
9 kommentarer
conny
7. marts 2006 at 23:25Selvfølgelig sjovt at møde gamle bekendte (“hvor er verden lille” og den slags), men ubehageligt når det private så tager over på et forkert tidspunkt.
I vores andres arbejdsliv, hvor man er mere stationær end du, ser man jo også i mange tilfælde, at hvis man er FOR privat involveret på en arbejdsplads, kommer man ofte til at lade private hensyn have forrang for arbejdsmæssige hensyn. Hvis man glemmer at tænke professionelt.
Godt at I har mulighed for at diskutere en sådan situation og hvordan man kan tackle den.
Liselotte
7. marts 2006 at 21:11Ha ha ha… en selvlysende vest med et “Vil ikke forstyrres. Jeg arbejder!” kunne måske nok gøre det, men ville formentlig ikke virke særligt befordrende for den rare atmosfære Ella ;-)
Ella
7. marts 2006 at 19:42Det er irriterende at “blive taget med bukserne nede” så at sige. Man ved bagefter hvad man skulle ha’ sagt :-(
Jeg kommer til at tænke på, at førerhunde har en vest på, hvor der står at de ikke må forstyrres, mens de arbejder. Men det ville nok være lidt voldsomt, hvis I skulle til at bære sikkerhedsvest, for at gardere jer mod folk, fuldstændig uden situationsfornemmelse ;-)
Liselotte
7. marts 2006 at 18:38Anja – det sagde jeg såmænd også, men da var skaden jo sket…
Henriette – ja, hvordan pokker garderer man sig mod andres manglende finfølelse? Det er netop det, som er det vanskelige her – og formentlig er det en umulig situation at løse, men det gjorde godt, at få det vendt med kolleger og chef uagtet, at vi ikke kom på nogen umiddelbart geniale løsninger ;-)
HenrietteB
7. marts 2006 at 17:47Det er en svær situation at takle, synes jeg. Jeg har ikke rigtig nogen gode forslag til hvad du kunne gøre – i min branche er vi meget flinke til at tage over for hinanden, hvis vi pludselig opdager at en patient kommer “for tæt på”. Men det duer jo ikke rigtig her.
Iøvrigt synes jeg, at vedkommende som afbrød din tolkning ved at sp’ørge til tidligere kæresteforhold handlede direkte respektløst overfor dig og din faglighed. Han burde have ventet til efter mødet, hvis han havde lyst til at tale fortidsminder.
Men hvordan garderer man sig mod – andres! – dårlige manerer?
:-)
Anja
7. marts 2006 at 17:12Måske kunne du diskret have sagt til gutterne, at du altså var på arbejde og helst ikke skulle forstyrres. Det kunne de godt have taget, er jeg sikker på. Og så kunne I have “fjantet” bagefter med fortid og alt sådan noget? Idé? ;)
Liselotte
7. marts 2006 at 14:56Det kunne jeg vel godt Regitze, men i så fald, skal jeg begynde at overveje hvornår jeg skal udlevere det. Det vil sikkert ikke blive optaget i samme gode ånd, som det bliver givet i situationen og giver man det inden, virker det også som om, man ikke har tillid til, at de kan finde ud af at bruge tolk. Det er en vanskelig balancegang, synes jeg…
Karin
7. marts 2006 at 14:52Uha… den er svær! Kan godt sætte mig ind i det med ikke at kunne “får lov til at arbejde” og være professionel. Der er en hårfin grænse mellem at være personligt tilstede på sit arbejde, og at bevæge sig ind i det private område.
Hører gerne hvad du og dine kolleger finder frem til at man kan gøre i slige situationer.
Mange hilsner
Karin
regitze
7. marts 2006 at 14:50jeg tænker på, om det var en idé at kreere et lille smart ‘visitkort’ med de professionelle regler, som du kunne stikke den næste i hånden?
(det kunne du evt sætte i produktion. jeg tror, der er andre faggrupper udover jeres eksklusive, der kunne have glæde af sådan et?)