13

Noget af en tur…

På vej til at passere Virksund klokken 7 i morges. Der plejer at være usigeligt smukt, når man passerer. Hjarbæk fjord ligger til venstre og Lovns Bredning til højre og udsigten er fantastisk, men denne morgen var der ikke meget andet at se, end snefnuggene, som dansede ned fra himlen.

Virksund

Amterne er ved at have brugt vinterpengene for i år, så der er ikke rigtigt noget snerydning på vejene, hvorfor det tog en krig at køre til Skive, som var endestation. Vi kørte i langsom kortege og det kunne ikke nytte, at prøve at overhale, for der var ganske enkelt for glat de fleste steder.

Jeg så ingen uheld i dag og det er ellers ved at være hverdagskost præcis på denne strækning. Amterne gør sig store anstrengelser for at prøve at undgå det og måske alle de irriterende rundkørsler, skiltene og de mange advarselsstriber på vejen alligevel har en effekt. Statistikkerne taler i hvert fald til større opmærksomhed og ikke kun i form af snedige betjente, som står på lur bag buskadserne langs Viborg Landevej. De er bare generende…

Skive centrum

Vejret var ikke meget bedre, da jeg skulle den modsatte vej hjemad igen, så det har taget lang tid i dag og der er bare lige tid til en hurtig kop kaffe, inden den næste opgave venter henne om hjørnet – heldigvis bogstaveligt talt. Jeg kan gå derhen og det gør bestemt ingenting. Jeg har fået nok bilkørsel for et par dage nu og så er jeg heller ikke sød, når jeg skal op allerede 5.30. Det klæder mig ikke.

Du vil sikkert også kunne lide