23

Sikke en aften…

Og så er det vist nu jeg kan fortælle, at Krak ikke havde det mindste styr på mit liv i dag. Det er slut med det skidt for en tid… fanden tage mig… sgu!

Jeg indrømmer gerne, at jeg egentlig har gjort erfaringen én gang tidligere, men det glemmer man, når der går år imellem. Præcis dette sted skal man nemlig heller ikke bede Krak vise vej til. Projektet er dømt til at mislykkes, helt ligesom i aften, hvor jeg havde en nærdødsoplevelse takket være en optimistisk landmand, som er vant til, at der ikke kører noget som helst i hans hjulspor efter klokken 16.

Bred last er ingenting sammenlignet med den gyllespreder han havde fået monteret på den gamle Ferguson med det resultat, at jeg måtte tage det nødspor, som var ikke -eksisterende og derfor endte på en snedækket mark, som havde separationsangst. Jeg var nær aldrig kommet fri af den igen og der var naturligvis ikke en kinamands chance for, at landmanden lige havde ventet, for at se hvordan jeg nu klarede undvigelsesmanøvren. Han stak af fra gerningsstedet i en hulens fart – vel rundt regnet noget der lignede 30 kilometer i timen, for hans Ferguson har garanteret været lige til skrotten og formentlig slet ikke lovlig til at transportere noget som helst andet end gårdens smågrise.

Efter den oplevelse tænkte jeg, at aftenens værste del var overstået, men sådan er jeg ind imellem så frygtelig naiv. Turen foregik mellem klokken 17.30 og 19 og derfor blev der mørkt mens jeg kørte. Krak syntes, at jeg skulle den absolut korteste vej mellem to punkter, hvorfor jeg pludselig lå og rodede rundt i små landsbyer, hjulspor som end ikke kvalificerer til sommerhusområder og manglende skilte, hvilket resulterede i, at jeg ankom 2 minutter før tid og havde brugt 1½ time på at køre noget, som skulle have været 68 kilometer.

Herefter gik det støt ned af bakke. Jeg kunne ikke høre halvdelen af det der blev sagt og da jeg så planlagde den nemme rute hjemad, faldt det så heldigt ud, at en lastbilkortege på 3 havde besluttet, at de ville sammen vej, med 70 kilometer i timen – på en snoet landevej. Jeg havde mit liv for kært til hasarderede overhalinger, så jeg holdt mig pænt på måtten indtil jeg, efter 45 kilometer, ramte motorvejen. Her blev jeg så endnu en gang begavet med en overraskelse, da jeg passerede den sidste frakørsel inden min egen. Otte kilometer inden jeg kunne stige af E45 løb jeg tør for sprinkler, så den sidste del af turen foregik for størstedelen mere på rutine og gætterier end udsyn og sådan er der så meget, som ind imellem gør livet ekstra sjovt.

Jeg er hjemme nu. Sulten efter en ostemad har jeg naturligvis konstateret, at rugbrødet er muggent. Måske jeg bare skulle gå i seng…

Du vil sikkert også kunne lide