Solen skinner udenfor, da jeg vågner. Jeg skynder mig op, starter vaskemaskinen og sætter kaffe over. Jeg får Oline ud af sengen og selvom det burde være blevet lettere, nu hvor hendes morgener er blevet lyse igen, er det stadig ikke uden kamp hun forlader den varme seng.
Da yngste er sendt ud af døren, lokker tørresnoren, for solen skinner. Jeg bliver overrasket, da jeg træder udenfor, for nok skinner solen, men der er koldt. Meget koldt. Alligevel hænger jeg tøjet op og håber, at solen får mere magt i løbet af nogle timer, så der er lufttørret tøj engang over middag.
Indenfor er kaffen klar. Jeg skænker mig en kop og sætter mig et øjeblik for at danne mig et overblik over dagens opgaver. Der er nogle stykker, men det går nok. Det er hyggelige opgaver og en af dem har jeg glædet mig meget til at tage hul på. Der er naturligvis også et par stykker, som kunne undværes, men sådan er livet sat sammen, så jeg overlever.
Jeg tænker, at med solskin og selvbestemmelse, kan dagen ikke ende helt skidt. Det er godt, at starte dagen sådan.
8 kommentarer
Liselotte
1. marts 2006 at 12:16Øv, her er solen også forsvundet bag noget gråt miskmask nu… men den titter frem ind imellem, sammen med hagl og snefnug. Underligt vejr, men med tag over vasketøjet, får det altså endnu en chance ;-)
Jane
1. marts 2006 at 11:52…. og nu skal jeg vist ud og hente mine tæpper ind igen :-( Solen er lige pludselig væk og det SNER!!!! ÆV.
Jane
1. marts 2006 at 11:15Jeg har også lige været ude på tørresnoren med et par nyvaskede vattæpper – glæder mig for vildt til at putte mig i dem i aften på sofaen………..duften af tæpper der har hængt ude er bare så skøn!
Liselotte 2
1. marts 2006 at 10:51Sol over Aalborg …. ;-) får lyst til at starte mazdaen og køre nordpå, selvom vejret også her var utroligt smukt fra morgenen af.
Jeg nød de 3 km på cyklen til arbejde i dag – ikke alene var det lyst, men himlen var blå, fuglene sang, solen skinnede, og mine subzero handsker var varme nok til at jeg kunne abstrahere fra at det var RET koldt…
Go’ fornøjelse med dine opgaver – jeg synes nu det er lidt svært at koncentrere sig, når vejret udenfor er SÅ skønt…
Therese
1. marts 2006 at 10:32Hvor lyder det skønt. Jeg satser også på at skyerne snart forsvinder, så jeg kan nyde vintersolen. Og måske ane forårets komme??
Ha en skøn dag :-)
Liselotte
1. marts 2006 at 09:57Der er bestemt dømt hyggemorgen. Det er rigtigt dejligt og den værste af dagens opgaver er lige overstået, så livet er skønt :-)
Marian
1. marts 2006 at 09:40Ja, det er utroligt hvor meget solen kan gøre ved ens humør og hvor meget energi den kan give en. Håber du får en god dag både med de gode og knap så spændende opgaver.
conny
1. marts 2006 at 09:38Hyggemorgen er der vist dømt oppe i Aalborg og omegn. Her i Nordsjælland er der 10 cm sne og flotte hvide træer – men ikke rigtig nogen sol.
Hav en god dag.