Forårskuller

Jeg har begyndende forårskuller og det må man vist godt have i dag, hvor vi officielt er trådt ind i foråret. I hvert fald formelt på papiret. Vejret har ikke rigtigt været med mig, men solen har dog skinnet ind imellem, så lidt fornemmelse for det der venter kunne jeg da hente, ved at kigge ud af vinduet.

Jeg kan mærke, at ude-livet trækker nu. Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at få lidt ærgrelser i forhold til mine tidligere dispositioner, men mit liv er nu engang indrettet, så det er nødvendigt med prioriteringer, mens tid er. Sådan er det også gået de sidste måneder, hvor tiden har arbejdet for os og vi derfor har fået ordnet flere gode ting inden døre, men desværre på bekostning af det jeg nu savner, nemlig mit væksthus.

Væksthuset skulle snart lægge plads til forspiring af tomater, chili og andre af sommerens herligheder, men der er endnu ikke kommet nye vægge op, efter stormen for mere end et år siden. Tiden har ikke været til det og da ældste endelig besluttede sig for, at vi havde set nok af sygehusets interiør, skulle der ikke megen overtalelse til, for at få mig til, at beslutte mig for spisekammer, nyt køkken og nu renovering af arbejdsværelset her.

De manglende vægge har til gengæld givet alle mine potter det rustikke udseende, som jeg ellers plejer at slæbe dem udenfor for at få. I år har det været helt gratis og uden ekstra arbejde til mig. Vejr og vind har sørget for, at de alle har en klædelig patina nu.

Jeg er utroligt glad for de ting vi har nået. Der ligger en dyb tilfredsstillelse i at vide, at der nu endelig er kommet lidt skik på nogle af de indvendige hængepartier, men nu kommer foråret jo. Det står på spring derude og bringer lyst og energi med til køkkenhave og væksthus og jeg kan mærke panikken brede sig, ved udsigten til endnu en sommer uden mit fristed, nede ved fars bænk.

Jeg bruger mange timer i væksthuset. Jeg elsker at stå derinde, ved det store træbord, og ompotte, plante, nippe tomater, vande lavendlernes gavmilde stiklinger og rutinen har været, at jeg er trukket derned, når jeg er kommet hjem fra arbejde.

Hjernen trænger til at lave ingenting. Den trænger til stilhed og lavt blus, når den har været i omdrejninger en dag på arbejde, så det væksthus har virkelig fungeret, som mit åndehul. Mit sted. Her kunne jeg trække mig tilbage og være rimelig sikker på, at være alene. De andre finder det heldigvis gabende kedsommeligt.

Sidste sommer klarede jeg en hel sæson uden væksthus og køkkenhave. Det var i starten en underlig fornemmelse, sådan at komme hjem og ikke have noget, som skulle laves. At komme hjem til en anderledes eftermiddag og aften, som ikke skulle tilbringes i meditativ tilstand nede i rødbederne, men jeg fandt ud af det alligevel og det endte faktisk med, at jeg nød en lang sommer uden andre forpligtelser end en hurtig lugning i blomsterbedet og ind imellem en tur med plæneklipperen.

Måske skal jeg minde mig selv om, at sidste sommer faktisk var en rigtig dejlig sommer, hvor aktiviteterne var anderledes, men mindst lige så skønne.

En tur i hængekøjen med en kop te og en god bog, er vel heller ikke at foragte, hvis jeg endnu en sommer skal undvære vægge dernede…