Tigerdyret

Det var jo, som forventet, en skøn aften i rigtigt godt selskab. Som sædvanlig spiste vi godt, drak jævnt og hyggede meget, men aftenens bedste indslag var nu hende her.

Hun elsker Tigerdyr. Hun ikke bare elsker ham. Hun krammer ham. Kysser og knuser og traver gerne rundt med ham på armen.

På billedet ser hun noget betuttet ud, men det har en helt logisk forklaring. Jeg skal gerne indrømme, at det tog sin tid, inden hendes fortvivlelse trængte ind på min lystavle, men det kræver ganske enkelt, at man glemmer egne erfaringer og forestiller sig, at verden opleves for allerførste gang.

Hun stod længe og sagde “Hvor?”. Hun gentog det. Hun viste mig fortvivlet sine plysbeklædte håndflader og spurgte “Hvor?” og dumme mig blev ved med at kigge uforstående på hende. Hun hørte bare Liselotte sige “Nej, hvor er du fin nu Tigerdyr…” alt imens hun selv gloede uforstående tilbage på de voksne, som pludselig begyndte at grine en efter en. Naturligvis med mig som rosinen i pølseenden, for det tog sin tid at forstå, at det store mysterie var, at hun godt kunne se Tigerdyrs pels, men ikke Tigerdyr selv. Han var pludselig forsvundet og hun fandt ham først ude foran spejlet i gangen, hvor hun vendte og drejede sig et par gange, kiggede lidt og så sagde: “Tigerdyr på hovedet…”.

Efter at have drejet lidt mere, spejlet sig længe og iagttaget at Tigerdyr stadig var der, blev hun tilsyneladende enig med sig selv om, at det var okay, for hun sluttede af med et tilfreds: “Den er go’…”, så heldigvis genfandt hun igen sit elskede Tigerdyr og verden blev udvidet med endnu en erfaring. Man kan tage Tigerdyr på hovedet. Livet er forunderligt, når man bare er 2 år gammel…