Alexander er kommet hjem fra sin aflastning i dag. Han lignede en ulykke, da jeg kom ud i bilen til ham. Det første jeg hørte var “Han faldt ud af sin kørestol” og på to sekunder var jeg nogle år tilbage, hvor vi havde et frygteligt uheld herhjemme.
Alexander røg ud over en totrins trappe vi har. På hovedet, i sin kørestol. Det var de frygteligste timer i mit liv, da vi sad på skadestuen med en grædende dreng, som var slået til ukendelighed. Det var, traumatisk nok, Oline, som skubbede ham ud over den trappe ved et uheld, så det tog lang tid for dem begge at forvinde det helt på trods af, at ansvaret jo hvilede på forældre, som ikke havde haft fantasi til at forestille sig lige præcis det her.
Jeg var tilbage i de sekunder, lige efter uheldet, hvor vi fik vendt kørestolen og Alexander om. Hvor blodet piblede frem i ansigtet på ham og tårerne løb ned af kinderne.
Da Kenneth og Oline sammen med Alexander begyndte at grine og Oline råbte “Snydt! Det er bare teaterblod”, kunne jeg slet ikke finde ud af at synes, at det var sjovt. Jeg var stadig slået helt ud af kurs og skal gerne indrømme, at der gik nogle minutter inden jeg kunne vende mig om til Alexander på bagsædet og beundre hans falske skade.
Til gengæld kunne jeg grine sammen med ham i IKEA, når folk kiggede underligt på forældrene, som tilsyneladende bare ignorerede, at deres handicappede søn sad der i sin elektriske kørestol, med blodet flydende ned ad kinden…
20 kommentarer
Liselotte
24. februar 2006 at 19:20Vi skammer os… men jeg skrev jo, at det var FALSK alarm, så jeg håber vi er tilgivet Mette. Du har helt ret i, at “suget” i maven bare aldrig slipper en, når man elsker. Sådan er det vist bare :-)
Mette
24. februar 2006 at 15:27Skam jer! Jeg fik det helt elendig af at læse om det lille uheld og mærkede suget i maven. Det sug man aldrig slipper af med som forældre, og som forøvrigt bliver nemmere at aktivere jo ældre man bliver. I hvert fald for mig! Gad vide hvad jeg havde tænkt om jer, hvis jeg havde været i Ikea! Nok ikke særlig pænt. Selvfølgelig skal den maskering ikke fjernes, den skal falde af af sig selv.
Liselotte
24. februar 2006 at 14:43Nej Michael – jeg bød dem da også noget af en mundfuld, men det undrer alligevel, for det handlede tydeligvis om, at de ikke ville tages i at kigge og derfor hellere ville holde deres mund.
Det var et eksperiment, som ikke faldt ud til menneskets fordel, men sådan er det vel bare og jeg bliver efterhånden sjældent overrasket. Til gengæld syntes Alexander, at det var totalt sejt og da vi nåede til sengetid, måtte vi endelig ikke fjerne det, så han er vågnet med samme maskering og den må stadig ikke fjernes.
Tidligere i dag var nogle venner på kort visit og bl.a. det lille Tigerdyr fra en tidligere post. Han elskede, at hun stod troligt ved hans side og sagde “Sander bløder… Sander bløder…” mens hun aede hans hånd, så den slags kan bestemt udnyttes til egen fordel ;-)
Michael
24. februar 2006 at 14:37Kender alt for godt de situationer hvor folk kigger fordi ens barn skiller sig ud fra mængden, men ikke tør kigge på os forældre eller vil opdages i deres kiggeri.
Vi har lært at ignorere det… førhen blev vi meget irriterede over det…
Det bedste er når de samme personer har børn og de flyver over og kontakter os… forældrene ved ikke om de tør gå hen til os og har allermest lyst til at finde et hul at krybe ned i…. åh jeg elsker de børn der lærer deres forældre hvordan man tackler sådan en situation…..
Men når det er sagt ved jeg heller ikke lige hvordan jeg havde tacklet det Liselotte bød de andre handlende i IKEA ;o)
Liselotte
24. februar 2006 at 13:00Ja, han havde haft det sjovt og så er han tilgivet ;-)
Ella
24. februar 2006 at 11:23Jeg mærkede,ligesom de andre, suget i maven og følelsen af rædsel.
Men hold op hvor har de haft det sjovt, og glædet sig til din
reaktion……
Og din reaktion er fuldt forståelig, jeg ville være blevet, først rædselsslagen – siden vred – hæsligt at blive sendt på en rutchetur tilbage til tidligere grimme oplevelser.
Men kreative er de og Alexander har haft det skægt og det er det vigtigste af alt! :D
Liselotte
24. februar 2006 at 11:20Nej, det var der faktisk ikke… Utroligt, men sandt.
Yrsa
24. februar 2006 at 11:18Var der virkelig ikke EN ENESTE som reagerede og sagde noget til jer ? jeg MÅBER !
Liselotte
24. februar 2006 at 10:08Jeg kunne se på folk, at de gerne ville kigge på ham. Sådan er det at være handicappet, så vil folk gerne kigge, men når de så fik øje på blodet, blev de i vildrede, for skulle de nu sige det til os… og så vise, at de havde kigget, eller skulle de lade som ingenting. Faktisk et moralsk dilemma, som langt de fleste løste ved at lade som ingenting.
Det skaber da lidt eftertænksomhed, for jeg kan love dig for, at ingen kunne se, at det ikke var ægte. Alexander havde besøgt en kunstner, som lever af at sminke til ukendelighed og det lignede i den grad en alvorlig hudafskrabning, som stadig blødte…
Yrsa
24. februar 2006 at 09:40Det er dælme god værkstedshumor – selvom jeg selv blev lidt bleg i betrækket over dine første linier PYHA!
Jamen det er jo fastelavn i week-enden så kunne folk i Ikea ikke se at han “bare var klædt ud ? ” Synes det er totalt sejt at I lod ham gå i Ikea med blodet strømmende…. :-)
Liselotte
24. februar 2006 at 09:32Han er altså tilgivet, men jeg blev da sur, meget, som en start :-)
Rasmus
24. februar 2006 at 02:10Det fa’me god humor. Om end den er lidt grov, så synes jeg sgu alligevel det er i orden. Alexander tog fusen på sin gamle mor. Det er da bare godt!
Irene
24. februar 2006 at 01:43Liselotte, jeg var blevet stjernetosset … Eksplosivt rasende og var IKKE taget i IKEA med nogen som helst! BASTA!
KH,
Mutter Skrap
Lotte
24. februar 2006 at 01:04Jamen enig med Kimpo…mener du tog det meget pænt. Jeg tror faktisk jeg var blevet MEGET stram i betrækket…
og lidt til…
L :-)
Kimporator
24. februar 2006 at 00:32Synes det er smagløst at lave sådan nogle jokes. Nå, men det er nu heller ikke så dumt at være fornærmet. Bare ærgeligt at jeg ikke har lyst til at svine dig til ;o)
Heldigvis har jeg andre der skal spankes, så..
Therese
24. februar 2006 at 00:07Puhhh et sug jeg fik i maven. De er nogle slamberter!! Men godt der ikke er sket noget alvorligt med ham ! Pyha ;-)
Liselotte
23. februar 2006 at 23:41Ja sgu! ;-)
Anita
23. februar 2006 at 23:36Det blev jeg godt nok også, men sidder da heldigvis ligenu og smiler af Jeres makabre unger. For pokker da, de er nogen værre nogen :-D
Liselotte
23. februar 2006 at 23:33Det undskylder jeg altså, for jeg kan stadig huske hvor ondt i maven jeg fik et øjeblik. Heldigvis var det bare teaterblod, men for pokker, hvor jeg blev forskrækket…
Anita
23. februar 2006 at 23:31Arj, hvor fik jeg lige ondt i maven dér! Du snød sgu ligeså meget med din start, som ungerne gjorde med deres teaterblod. Altså… ;o)