Sommerhusene

Min far havde en forkærlighed for udskiftning. Ikke sådan af børn. Det var alligevel for svært, men ellers kunne resten af livet jo tilpasses, som han lystede. Det inkluderede temmelig mange flytninger for mit vedkommende; der var altid et bedre hus om næste gadehjørne.

Det gav mig også anledning til at stifte bekendtskab med ikke mindre end over 150 biler i de år jeg levede sammen med ham. Jeg så ham ofte i nye tekstiler og med talent for at handle, udskiftede vi også maskinparken konstant. Ny kaffemaskine, ny plæneklipper, ny motorsav, ny automatisk garageport, ny båndsav, nyt stereoanlæg, nye lamper, ny bar og så videre. Det stoppede aldrig. Han kunne altid finde noget nyt, at ønske sig og derfor købe.

Det gjaldt i en periode også sommerhuse. Dem nåede han at bygge nogle stykker af, købe endnu flere af og underligt nok husker jeg ikke meget fra de tider, hvor vi havde sommerhus. Det har formentlig været fordi, at han byggede om, byggede til, udvidede, lagde ny beklædning, skiftede køkken eller noget andet, som skulle forøge værdien markant, så han omtrent blev millionær, når han solgte det og i de perioder, var det ikke velset med børn på byggepladsen, hvorfor vi vel heller ikke var specielt glade, når han endnu en gang fortalte om et nyt sommerhus. Det betød for os kun, at vi igen skulle undvære ham hver weekend.

Billedet er fra et af de selvbyggede sommerhuse. Det eneste jeg husker er, at hestebremserne bed ad helvede til og jeg lærte at spille Prinsesse Toben på et klaver, som stod på en gård lidt længere henne ad vejen. Spørg ikke om sommerhuset, for jeg husker intet fra det og det samme gør sig gældende for søster lystig, som ikke engang kunne give mig en fornuftig forklaring på mine røde knæstrømper, men mors tørklæde er ellers lækkert…

Jeg ved ikke hvorfor han havde det sådan, men han var altid i gang med et eller andet projekt og kunne ikke leve uden. Når et sommerhus var færdigt nåede vi aldrig rigtigt at bruge det før han havde solgt det og havde købt et andet. Det var naturligvis altid en knippelgod forretning, ifølge ham, sådan at sælge og reinvestere.

Måske udsigten til en weekend hjemme med familien blev for meget for ham. Jeg havde ham ofte mistænkt for at bruge alle disse projekter som flugtvej ud af det han af en eller anden grund ikke kunne holde ud.

Når alt kommer til alt, flygtede han nok fra sig selv, men det var os, der blev snydt – og i sidste ende ham, men der skulle gå mange år, inden det gik op for ham…