Åh, så banalt.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Min mave bobler af glæde, livsmod og forårsfornemmelser.

I går var jeg ude at handle med min søn. Banalt, men ikke desto mindre en begivenhed, som burde fejres, for det er ikke sket i snart 2 år. Han har ikke kunnet tåle det. Hans fysik har været så belastet af de mange og gentagne infektioner, at en tur i et supermarked ville vælte ham øjeblikkeligt.

I 2 måneder har han været rask. Han tager på, er glad og fræk og fuld af overskud. Han har det godt og han nyder, ligesom resten af familien, at han er begyndt at deltage i verden igen. Han går i skole og han har været afsted i aflastning og er kommet rask hjem igen de sidste 3 gange.

Den kørestol, som er ved at rasle fra hinanden og i bedste fald kan ligne noget de kan præstere i den mørkeste del af Rumænien har skylden. Inddirekte ganske vist og det er ganske morsomt. Stolen har kostet Alexander og hans familie så mange mandetimer, aktiviteter og tryksår, at det aldrig kommer til at udligne, at han er rask lige nu, men ikke desto mindre er det sådan.

Alexanders stol er ikke trafiksikker, så far kører ham hver eneste dag til og fra skole. I vores bus kommer ældste ikke før den er varmet op. Han sidder ikke for åbne døre i vintertræk og venter på, at andre passagerer samles op. Han køres direkte til skole og det er hele magien. Han får ikke træk og er derfor rask. Når han er rask, tager han på, bliver gladere og opnår i det hele taget langt mere styrke end ellers og pludselig kan han altså tages med ud at handle.

Vi havde alletiders tur i går. Helt banalt var det, men det handler om, at jeg holder så uendeligt meget af hverdagen. Det er naturligvis fordi der er så lidt af den i vores liv, men at handle med sønnike i går, giver bare glædesbobler i maven i dag. Så enkelt er det :-)