Den smeltede chokolade er hældt i dejen og nu står det i ovnen og er allerede begyndt at dufte vidunderligt i hele huset. Vi måtte jo selvfølgelig bage brownies, da Oline vendte hjem fra skole…
Det er længe siden vi sidst har bagt dem, så en renæssance er på sin plads og med et glas iskoldt mælk, skal de nok gøre ind til flere af familiens medlemmer blide som lam, når jeg senere serverer.
I mellemtiden diskuteres der menu. Jeg vil gerne lave en indbagt mørbrad med en lækker, krydret og grøntsagsfyldt fars. Ovnstegte og saltede kartofler og lidt ærter kunne være følgesvende til den slags, men Oline er uenig. Hun har set, at der er fars i huset, hvorfor det eneste der kan produceres er enten frikadeller eller forloren hare. Et meget, meget underligt barn, som gerne spiser al den gammeldags mad vi gider lave…
Jeg tror det ender med et eller andet opportunistisk og selvkomponeret kompromis, men vi skal snart være enige. Om et øjeblik forsvinder adgangen til køkkenet, for der skal skiftes opvaskemaskine deroppe og den slags tager, hvis jeg kender de to herrer, som er ansvarlige for skiftet, mere end de berømte fem minutter. At være klar med det meste af forberedelserne kan klart vise sig at være en fordel.
Jeg tror en rask maddiskussion er på trapperne…
17 kommentarer
Liselotte
1. februar 2006 at 22:29Du har ret Mette, for det er på samme vis her. De gode gamle “sovs og kartofler” vækker også lykke her på matriklen og ungerne elsker boller i karry, frikadeller og den slags… hmmm…
Mette
1. februar 2006 at 21:54Oline er ikke et underligt barn. Hun er som børn her i huset, nemlig ikke opvokset med de gode, gamle danske retter. Deres forældre foretrækker nemlig udanske retter! Når middagen af og til indtages hos mormor, kræver vi alle “mormor-mad”. Det vil som regel sige brun-sovs-og-kartofler-mad. Jeg indrømmer, vi elsker det alle store som små, fordi vi ikke får det så tit. Skuffelsen er stor, hvis mormor har fundet en ny opskrift, der skal afprøves. Ikke mindre end 7 børnebørn råber i kor “Åh, mormor skal vi ikke have sovs og kartofler!!”. Omvendt så har vi altså indført den forlorne hare her i huset….. Jo, forresten, frikadellen gæster os også af og til, bare uden sovsen. Takket være foodprocessoren er det jo muligt at tilføje en masse grønne herligheder, som børnene normalt ikke indtager! Så er den vel i virkeligheden heller ikke “god, gammel og dansk…”.
Liselotte
1. februar 2006 at 21:19Hmmm… hvor er du irriterende ;-)
Madame
1. februar 2006 at 21:11Jeg synes også, jeg er ved at blive alt for tynd…
Liselotte
1. februar 2006 at 21:08Det er glemt… men de smager altså mums… bare sår’n for lige at sige det…
Madame
1. februar 2006 at 21:04Undskyld, nu kom jeg til den. Glem det!
Madame
1. februar 2006 at 21:03Og opskriften på de dér brownies? Be’ om!
Liselotte
1. februar 2006 at 20:03Ha ha ha… du er sjov Frederikke, men der er ikke hvidkål. Det endte med forloren hare, en fantastisk sovs og masser af ærter ;-)
Frederikke
1. februar 2006 at 19:21Hvis der er hvidkål i huset, så vil jeg gerne have lov til at ombestemme mig og bede om frikadeller i stedet ;o)
Liselotte
1. februar 2006 at 17:37Ja, Oline endte med at få sin vilje og det er sikkert også udmærket. Vi er i gang og det ender sikkert ganske godt :-)
Claus – vi er håbløst bagefter, for det lader ikke til den opvaskemaskine kan meget andet end stå og fylde i køkkenet… ;-)
Frederikke
1. februar 2006 at 17:37Jeg stemmer for forloren hare :o)
Claus
1. februar 2006 at 17:31Forlåren har er bestemt ikke ringe – fik det selv i mandags, så frk. Oline fik lige et + mere i bogen… Ang opvaskemaskinen- er sådan en ikke plug-and-play nutildags ? – jeg mener, det er alt andet elektronisk udstyr til hjemmet da – og i vil da vel ikke sige at i har købt een der ikke kan gå på internettet ???
Lone
1. februar 2006 at 17:29Altså Liselotte – du bliver bare ved med at sætte madfantasier igang. Forloren hare med hasselbachkartofler, ribsgele, flødesovs og waldorfsalat – slurp, det må vi osse ha’ en af dagene. Min søde husbond bliver blød i knæene, det er så absolut ens af hans livretter.
Bon appetit!
Lucie
1. februar 2006 at 17:25Et fristende bilde; jeg elsker sjokolade ;)
Liselotte
1. februar 2006 at 17:05Olines stædighed sejrede. Vi får forloren hare, men med ærter til, for lidt vil jeg skisme bestemme ;-)
Betingelsen var, at hun deltager i madlavningen. Sådan!
Ella
1. februar 2006 at 17:00Jeg vil gerne ha’ begge dele, kan man få det? – et umuligt valg at træffe ;-)
Pernille
1. februar 2006 at 16:53Altså jeg stemmer helt klart for den indbagte mørbrad – så kan Oline sige, hvad hun vil ;-)