Kumquat

Jeg har købt en Kumquat i dag. En pænt stor plante, som sikkert snart dør, men den mindede mig om dengang i senfirserne, da kumquatten pludselig fandt vej til Irma.

Der var ikke en middag uden kumquat i umindelige tider derefter. Den blev brugt som supplement til isen, brownies og mousse. Den fandt vej til vodkaen, frosset ned, så den kunne genopstå som elegant kuldebringer til de sene drinks. Den var overalt.

Med en let gysen kunne man sætte tænderne i den lille, tætte og smukt orange frugt og man ville med sikkerhed blive budt velkommen med en sær, bitter smag, som vist krævede mere tilvænning end de fleste ville være ved, men uundværlig, det var den. Altså hvis man lis’som var nowed ved musikken.

I dag ser jeg sjældent kumquat. Ind imellem støder jeg ind i den i et af de større supermarkeder, men jeg er stadig ikke klar over om det skyldes geografi eller kronologi. Måske handler det i virkeligheden om, at den kumquat aldrig rigtigt vandt indpas i de nordjyske hjem, for heroppe lader man sig altså ikke dupere af en lille orange knold, som tilmed smager i retning af skallen på en tør grapefrugt bare fordi den angiveligt skulle være blevet moderne.

Jeg kan godt lide den. Er jeg så mærkelig… og er jeg i grunden i gang med et ubevidst 80’er Revival Going Back to…