Da vi flyttede fra København til Aalborg, flyttede vi fra en have, som var anlagt sirligt med våde bede, staudebede, nåletræer og med fine flisebelagte stier rundt på hele grunden. Der var blomster fra det tidlige forår til langt hen på sensommeren og det var en overskuelig opgave, at holde haven, for der var naturligvis tænkt over hver en plet.
Vi flyttede til et vildnis, som i lang tid var blevet forsømt, fordi ejeren ikke rigtigt orkede mere. Det gjorde os ingenting, for vi kom tidligere fra en vild have, som var mere spændende end pæn og kunne egentlig bedst lide, at naturen selv har medbestemmelse.
Vi fik god plads. Der er mange kvadratmeter have her, som siden er blevet tæmmet en smule, men ikke mere end de fleste nok stadig ville vælge, at kalde haven vild.
Vi har forsøgt at anlægge køkkenhave, lavet væksthus, frugttræer er blevet plantet og der er kommet et par blomsterbede til, men stadig har vi bibeholdt steder i haven, hvor anarkiet trives og vi kan lide det. Vi kan lide, at naturen, i al sin rigdom får lov at blomstre, uden indblanding og vi savner ikke den velfriserede have på Kildeløbet det mindste.
Der er dog én plante fra den have, som jeg måtte have med til Jylland, nemlig julerosen, som blomstrer lige nu. Det er en ukuelig blomst, som trodser sne og kulde, for at skyde af jorden og folde de mest fantastiske blomster ud mod den tidlige forårssol.
Jeg havde pakket min bil med alt hvad der kunne placeres uden at fratage mig udsyn – og det var ikke småting – og var egentlig klar til at sige det sidste farvel til huset, for at drage over mod et nyt liv i Nordjylland, da jeg pludselig huskede, at jeg ville have juleroser med.
Jeg gravede dem op med en efterladt plastikspand og en gammel gaffel. De fik knubs og jeg var i tvivl om de ville overleve den hårdhændede behandling, men da vi nåede herover, blev de lynhurtigt sat i jorden, nede i baghaven på et ydmygt sted, bagved et gammelt æbletræ.
Der stod de i nogle år, men en skønne dag havde vi fået anlagt det blomsterbed, som jeg så længe havde fablet om og juleroserne blev flyttet. Det havde de godt af. De blomstrede lystigt og bredte sig med lynets hast.
I dag har jeg et temmelig stort hjørne af bedet, som er overtaget af juleroserne, som siden er blevet udvidet med yderligere 2 sorter. De belønner mig, år efter år, med masser af smukke, sarte og alligevel så robuste blomster og lige om lidt, er de igen klar til at glæde mit øje og pynte i min stue. Jeg glæder mig…
10 kommentarer
Jette Herforth Nielsen
2. januar 2010 at 21:08Hej Liselotte
Aller først vil jeg rose alle dine illustrationer de er bare så skønne. Jeg er specielt hel vild med elefanten på line. Hvilke str. findes den i og hvad er prisen?
Ja Julerosen. Der er bare noget forunderligt dejligt ved at se så smukke blomster der trodser vinterkulden, jer er lige netop i dag vendt hejm efter mit første besøg på gartneriet Spiren, med hele10 forskellige juleroser, vi gik der i en time og kigger i de skønne blomsterhoveder, for at finde finde smukke varianter og aftegninger. Jeg har allerede planer om et til besøg igen medio marts hvor mange flere er sprunget ud.
Jeg må lige høre om hvordan du får dem til at holde indendøre/afskårne, kan man det?
Hilsen
Jette
Liselotte
26. januar 2006 at 23:34Den skal sikkert bare frem i lyset for at brede sig Conny. Det var tilfældet for min, som lynhurtigt bredte sig, efter den fik pladsen :-)
conny
26. januar 2006 at 23:15Liselotte, dit dejlige indlæg fik mig til at huske på min egen enlige – absolut ikke-bredende-sig julerose – der står ude under en lille hæk langs flisegangen op langs huset. Nu måtte jeg så trodse kulden og skynde mig ud for at kigge til den – men den er godt beskyttet af sneen, så jeg ku slet ikke se den. Så jeg glæder mig også.
Lotte Andersen
26. januar 2006 at 22:09Gud, hvor er de bare skønne, de juleroserne. Og desuden er du gode til at tage billede af dem og meget andet ;)
Værdigt råhyggeligt at snuse rundt her i din flotte ,,retro,, HP. Måske støder vi snart på hinanden i DKC ;o)
Anne Lindholt Ottosen
26. januar 2006 at 21:32… så mangler du bare at begynde at samle på Julerose-stellet. :-)
Therese
26. januar 2006 at 21:21Ahh de er så smukke juleroserne. Ville ønske jeg havde en have. Ku være man skulle forære sin mor nogle, så ku hun plante dem i haven, og man kunne selv plukke lidt med hjem om et par år når planten er stor nok ?!?
Nægter at betale 200 kr for en nogenlunde størrelse julerose i blomsterbix på Østerbrogade. Og her i Nordvestkvarteret, er de smarteste planter de har Orkidéer og Amaryllis, som da også er smukke , men ….suk….
Og rigtig god bedring til dig!
Liselotte
26. januar 2006 at 20:08Tak skal du have Anne – jeg har det ikke specielt godt. Faktisk så dårligt, så jeg har tilbragt det meste af dagen i sengen… og nu er jeg på vej derind igen, for jeg fryser… fryser… fryser… ;-)
Anne Stange
26. januar 2006 at 19:29Hvor er de bare smukke, jeg bliver næsten lidt misundelig ;-))
Vi står jo midt en anlægning af 1300 kvm. have, regner med der skal være både velfriserede bede og også “uglede” kroge, jeg kan næsten ikke vente på foråret!
Jeg har en limegrøn julerose, den står med store knopper, glæder mig til jeg kan hente et par blomster ind til bordet!
Håber, din influenza ikke er for barsk, god bedring i alle tilfælde…
Liselotte
26. januar 2006 at 19:16Ja da Ella – jeg har masser af den mørke og den er SÅ smuk, så selvfølgelig er der basis for en aflægger, men vi må hellere vente lidt endnu, inden vi graver dem op :-)
Ella
26. januar 2006 at 19:14Åh – hvor jeg dog glæder mig :-)
De er smukke dine juleroser – aflægger? – jeg har kun en hvid ;-)