9

Hundegalskab

HundetekstilerGalskaben vil jo ingen ende tage, så naturligvis er det muligt, at bestille absolut ALT til din bedste ven. Ikke bare alt, men lige hvad hjertet begærer, hvis man holder af at klæde sin hund i gevandter, så den matcher egne tekstiler.

G. W. Little – Lifestyles for the Little Dog lover ikke for meget, når de skriver, at det er muligt at finde alt designer-udstyr til menneskets bedste ven på deres side.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg har et ret anstrengt forhold til dyretekstiler. Jeg tror, at dyrene er indrettet således, at selv en vinter kan overleves på et naturligt opbygget fedtlag, så at pynte dem, som små dukker, er lidt for avanceret for mig og Pjoskar, som heller ikke ligger inde med slumrende modeldrømme.

Jeg tror nærmest han ville optage det som en fornærmelse, hvis jeg gav ham en velour hjemmedragt med striber og små grønne gummisko på, men hvem ved…

Pjoskar er dog en kende forbeholden, når det regner udenfor. Han er muligvis en mutant, som rummer en ganske høj grad at kattegener, for regnvejr og udsigten til våde poter er nok til, at han kigger meget bebrejdende på mig, når det er tid for en tur ud.

HunderegnMåske skulle vi alligevel overveje sydvesten, som et alternativ til overgreb, som i den grad gør mig til kandidat til en anmeldelse for dyremishandling. Altså hvis I spørger Pjoskar, den piveskid, som er i stand til pludselig at antage kampvægt i størrelsesordenen sværvægter, når han ser mig gøre klar til en regnvejrstur.

Så kunne han da lære det. Sådan at stritte imod, så snart der er udsigt til en byge.

Jeg tror i hvert fald, at jeg vil undlade at fortælle ham om de køretøjer, som også er en mulighed. Han kunne gå hen og få gode ideer og der er ingen grund til at aspirere yderligere til at ligne en tønde. Næ, gåturene er sunde og gør godt. For os begge to, altså.

Nok er vi tossede, men så skøre er vi altså heller ikke. Tag selv et kig derude. Man må undres…

Du vil sikkert også kunne lide