Så er dagen endelig startet. Det holdt hårdt og da mobilen vækkede mig klokken 8 faldt det ikke i god jord. Jeg valgte at ignorere den og sove videre. Det skal jeg love for er lykkedes.
Det meste af formiddagen er allerede forsvundet, men jeg har nu endelig fået startet det meste af maskinparken, nusset yngste bag ørerne og konstateret, at hun er godt på vej til at blive rask, lavet kaffe og planlagt lidt indhold for resten dagen.
Der venter lidt arbejde ude i kulissen. Jeg skal have lavet et par websites færdige og når det er gjort, venter ude i horisonten en meget spændende opgave.
Jeg er blevet kontaktet omkring en fotobog om Indien. Lige nu vælter de smukkeste billeder ind i min postkasse og det kribler i fingrene, for at komme i gang med at lege med dem. De taler i den grad til min farveglæde, så at tage dem i øjesyn giver eksplosioner af farver og rejselyst i min mave. Jeg er så glad for, at den opgave er faldet min vej. Jeg er jo forelsket i Indien, er jeg.
Opgaven er endt her via webloggen, så endnu en gang kan jeg konstatere, at netværk, vidensdeling og kontakter faktisk opstår på baggrund af disse weblogs. Det synes fantastisk og gør det kun sjovere, at vedligeholde siden her, at der ind imellem kommer opgaver i hus, som i den grad gør mig glad og ør.
Jeg har fået så meget ud af at have denne weblog. Nye venner og bekendtskaber, som allesammen er opstået på baggrund af mine skriverier, indsigt i utroligt mange ting, som jeg ellers ikke ville komme i berøring med og et bredt kendskab til livet i og udenfor Danmark, som det leves og opleves af meget forskellige mennesker. Nye opgaver, en højere grad af bevidsthed om både mig selv og det der omgiver mig, er også en af gevinsterne.
Jeg tabte pusten forleden. Jeg var der, hvor jeg syntes, at prisen for at skrive var ved at være så høj, at den ikke længere kunne forsvares over for dem, som står mig nærmest. Sådan har jeg det fortsat, men jeg endte alligevel med at tage endnu en tur i karrusellen og det skal nok vise sig, at det ikke bliver den sidste…
7 kommentarer
Liselotte
25. januar 2006 at 19:41Donald – det bliver layout og jeg glæder mig meget :-)
Ella – jeg er på den anden side nu, men det var sejt…
Ella
25. januar 2006 at 19:35Liselotte, jeg kan godt forstå at du havde nogle svære overvejelser, og jeg tror også du ved, hvor meget din blog glæder og inspirerer andre mennesker :-)
Jeg er meget glad for at du ikke hoppede af, her ville blive frygteligt tomt uden dine ord og billeder.
Donald
25. januar 2006 at 19:14Fine, stemningsfulde fotos, du viser, hvis resten af materialet er så godt, så er det fint.
Hvad kommer arbejdet til at bestå af? Layout og i nogen grad udvælgelse eller størrelse og dominans af de forskellige billeder?
Det er fint nok, at der kan komme opgaver ind denne vej. Som Anne Stange (Garn-gastronomi?) siger, så gør det stort indtryk, at du skriver om så meget i en venlig, humoristisk tone. Jeg tror at jeg har registreret nogle drøje dønninger “mellem linierne”:-)
Liselotte
25. januar 2006 at 11:16Tak Therese :-)
Liselotte
25. januar 2006 at 11:15Jeg elsker på afstand Anne – men jeg har altid ønsket at komme til Indien. Nu er det ikke så nemt, for uden Alexander rejser jeg jo ikke, så det får nok vente til engang, hvor mine unger ikke længere gider rejse med os, men så skal det altså også være.
Ja, det er et land fyldt med kontraster og mit hjerte kommer formentlig til at gøre ondt mere end én gang, men jeg vil så gerne :-)
Therese
25. januar 2006 at 11:13Jeg er nu også glad for din beslutning om endnu en tur. Jeg nyder at læse om dig og dine dejlige historier. Du skriver fantastisk!
Hilsen Therese
Anne Stange
25. januar 2006 at 11:10Hvor er jeg glad for, at du indløste billet til endnu en tur; håber, at de fleste andre der er med på turen sidder på giraffer og ikke sjakaler, så det er dejligt at være med.
Jeg nyder i alle tilfælde mine ture her omkring :-))
Spændende med bogprojektet, har du selv rejst i Indien, eller elsker du bare på afstand?? Det er et land med mange farver og facetter!