Der er ikke mange formildende omstændigheder ved at blive gammel. Kun, måske, at omgivelserne forventer så lidt, at man sjældent skuffer…
Tænk engang, at man hver dag må føle sig værdiløs, fordi ingen har brug for en…
Tænk engang, at man hver dag må opleve, at andre irriteres over, at man ikke længere kan flytte fødderne hurtigt nok…
Tænk engang, at man hver dag skal huske sig selv på, at ???de jo også har deres travle hverdag at passe???, når man, endnu en af årets 365 dage, sidder alene uden familien omkring sig…
Tænk engang, at man hver dag skal opleve at blive talt ned til, fordi man er blevet gammel…
Tænk engang, at man lever et liv i ensomhed, fordi ingen synes, at man er interessant mere…
Tænk hvis vi alle huskede, at ældre kun er unge, som er blevet gamle.
Tænk hvis vi alle huskede, at ældre rummer livserfaring, som er brugbar.
Tænk hvis vi alle huskede, at ældre har krav på værdighed.
Tænk hvis vi alle huskede, at vi en skønne dag er de gamle…
Jeg ønsker ikke at blive gammel, som tingene er nu. Jeg ønsker, af hele mit hjerte, at der findes de, som magter at gøre tingene anderledes, når jeg engang er blevet dårlig til at gå, grå og rynket og med masser af livserfaring.
Tænk om nogen så synes, at jeg er værd at gæste. Det vil jeg ønske for mig selv…
Jeg har lige været i selskab med nogle ældre medborgere. Deres liv er ikke misundelsesværdigt og jeg beundrer dem, for deres evne til alligevel, at finde glæde og taknemmelighed over deres tilværelse. Det er nemlig noget de kan. Glædes over lidt. Det kunne de måske lære os…
14 kommentarer
Liselotte
25. januar 2006 at 10:56Donald – du skal være velkommen :-)
Yrsa – ja, det giver glæde at sprede glæde, så den investering kan godt betale sig ;-)
Yrsa
25. januar 2006 at 10:05Du så vel næppe det program på DR1 i går aftes som hedder “uventet besøg”.
Her var en farmor på 97 år som tog til Alaska for at besøge barnebarnet ! HOLD da helt op – SÅDAN vil jeg gerne være som 97 årig. Hun var bare FRISK.
Jeg er blevet bedre til at tale med de ældre i Brugsen når jeg køber ind og også hjælpe dem hvis de har problemer med at finde tingene eller pengene etc. Og det GIVER altså en en utrolig indre varme og glæde og jeg håber selvfølgelig de også sætter pris på det.
Donald
25. januar 2006 at 01:58>> Tænk om nogen så synes, at jeg er værd at gæste. Det vil jeg ønske for mig selv…
Tak for invitationen, glæder mig til at gæste dig, må vi komme om 25 år;-)
Liselotte
24. januar 2006 at 22:47Min mission er bestemt ikke at give dårlig samvittighed, men måske bare at gøre os bevidste om, at der ikke skal forfærdeligt meget til at gøre dagen lidt bedre, for vores ældre medborgere.
Smil til dem, når du møder dem i Brugsen. Tag snakken om vejret, vinden og familien, som alt for sjældent kommer. Brug 2 minutter på at gøre dig selv og et andet menneske gladere, for det bliver vi jo, når vi bliver mødt med interesse og smil, velvilje og tålmodighed.
Jeg vil prøve at huske det :-)
conny
24. januar 2006 at 22:06Indlæg til eftertanke, det må man sige! Jeg tænker især på det, når vi har besøgt min svigermor, der sidder på et plejehjem i den anden ende af landet. Hun havde selv sin gamle far boende, da han blev gammel og ude af stand til at klare sig selv. Burde vi have gjort det samme? Er det for vores egen skyld, at vi siger, at det også er for hendes egen skyld, at hun bor i sit gamle lokalområde; at hun aldrig ville føle sig hjemme hos os, hvor hun ingen andre kender. Nu er det ved at være så vidt, at hun har svært ved at falde ind i socialt samvær, og hun har brug for hjælp til toiletbesøg etc. Er det så stadig for hendes egen skyld, at hun bor på et plejehjem med professionel hjælp.
Eller er det altsammen fordi, vi har så travlt med vores eget, at vi vælger at lukke øjnene? Det er ikke rare tanker, altid. Heldigvis er de flinke på plejehjemmet, og tager sig tid til snak og kærtegn.
Jeg tænker i hvert fald tit på, hvordan det skal gå, når jeg selv bliver så gammel og plejekrævende.
Tak for det tankevækkende indlæg.
Maltesen
24. januar 2006 at 16:20Jeg møder i mit arbejde også en del ældre, som nyder deres tilværelse som netop ældre. Desværre er det aldrig dem, vi andre hører om i medierne, fordi de har det godt med sig selv og familien.
Liselotte
24. januar 2006 at 16:00Ja, en bænk i solnedgangen… det vil være fint, men ikke uden at have nogen at snakke med…
Anita
24. januar 2006 at 13:42… eller sidde på en hjemmelavet “ølbænk” under et æwletræ, for det gør de også. Heldigvis :o)
Susanne
24. januar 2006 at 13:37Du har ret, men der er altså også mange der syntes det er samfundets skyld, og bare læner sig tilbage og skal ha serveret et drømmeotium, som så får en brat opvågning og ender som brokke”røvene” ud på hjemmene.
Men jeg ville da også ønske – for alle – at der var flere midler og bedre menneskesyn. Og at sygdommen var afskaffet.
Men jeg ønsker mig bare – som andre – “at sidde på en bænk, der hvor solen går ned over havet… og spise æbler med en kniv med de andre gamle i solen” – eller hvordan det nu lige var det lød – men enkelt og roligt!
Liselotte
24. januar 2006 at 13:28Det er såmænd ikke et “koldt” indslag, for meget er jo sandt.
Jeg synes bare, at samfundets behandling af og syn på ældre er trist og ofte er med til at gøre det ekstra svært, at finde overskud til netop at få en tilværelse, som rummer kvalitet. Vi, som i dig og mig, gør det ikke nemmere…
Susanne
24. januar 2006 at 13:20Det er jo bl.a. et spørgsmål om opdragelse – og at føre det videre selv.
Min farmor levede et langt liv med børn, børnebørn og oldebørn, der så gerne ville hilse – men der var dårligt plads i kalenderen. Så det handler også om selv at gøre sit liv rigt.
Det er ikke muligt at skære alle over en kam – det ved jeg – der er også de kedelige skæbner – men man vælger også hvordan man vil leve sit eget liv – i det omfang det er muligt.
Alle kan blive ramt af sygdom og andre ting der lænker en, til en anden tilværelse end man havde drømt om – men ikke for at være kynisk – men så må man jo forsøge at ændre sin drømme lidt.
Der var en tid hvor man arbejdede til man faldt om – pensionsalderen var når de var slidt ned – så har vi haft fede år med tidlig pensionsalder og masser af tid – fordi vi også lever længere – med den følgesygdom at de ikke kan få tiden til at gå. Nu kommer tiden hvor de “gamle” er unge og har tusind projekter de skal realiserer når de stopper med arbejdet – og den tid hvor vi igen skal arbejde lidt længere og derfor ikke har tid til at blive “gamle”.
Det var så det kolde indslag :-)
Jeg syntes også det er synd – men…
Madame
24. januar 2006 at 13:05Tak fordi du tog min yndlingskæphest ud på en perspektivrig ridetur. Jeg tror, den satte sig spor.
Suzy Q
24. januar 2006 at 12:07Kæmpestort HØRT, Liselotte. I andre kulturer er der jo en status som “rådgiver” eller “livsklog” eller “erfaren” – plus den medfølgende respekt – at se frem til. Det synes jeg personligt at vi kunne lære noget af i Danmark :)
Marie-Louise
24. januar 2006 at 12:06Hold da kæft Liselotte, du forstår da også at få vendt den barske sandhed så man får helt ondt i maven. Du har ret, der er ikke meget sjov ved at blive gammel, syg og svag. Det har jeg ofte oplevet i mit virke som sygeplejerske. Så tænker man, at det gælder om at holde sig i form så man forhåbentlig ikke støder ind i for mange helbredsmæssige genvordigheder efterhånden som alderen begynder at tynge. Man kan jo blive helt bange for at blive syg og skulle på hospitalet eller på anden måde blive afhængig af andres hjælp. Det er trist, at det skal være sådan. Lad os dog håbe at der er nogen der kan slå igennem og få gjort noget ved de umenneskelige forhold.
Kh.
Marie-Louise