Endelig hjemme igen, er jeg ved at forsøge, at få varmen efter at have skrabet et flere milimeter tykt lag is af samtlige bilruder ikke mindre end 4 gange på de sidste 3 timer. Den slags tager tid, men efterfølgende er man jo taknemmelig for udsynet.
Jeg har sjældent oplevet noget lignende, men hvor er træerne dog smukke. De står pakket ind i den fineste krystal og når gadelamperne rammer dem, skinner de som tusinde stjerner. Jeg ville have taget billeder af dem, men med vejens beskaffenhed besluttede jeg, at det var både dumt og alt for dristigt, for der var ingen til at skubbe bagpå, når hjulene ville glide formålsløst rundt og rundt på den isbane, som har afløst asfalten.
Jeg hentede mor på vej hjem. Kørte indenom og samlede hende op, så hun også fik del i tyndstegen, som allerede nu dufter fantastisk. Vi tog ind og handlede på vejen og mens vi var i butikken valgte vejret at skifte fra isslag til store, tunge og meget smukke snefnug, som hidsigt dalede mod jorden i tætte stimer.
Nogle lod sig narre og troede, at de 2 cm sne var rigeligt til at give vejgreb. Det gjorde vi ikke og nu er vi endelig hjemme og kan snart få gang i vores hyggeligste stunder. Det er dem med dobbeltkabale, kaffe og masser af hyggesnak og så går tiden så dejligt, til maden er klar. Vi kan slet ikke vente…
2 kommentarer
Liselotte
20. januar 2006 at 22:59Praktisk bliver den slags vejr aldrig, men smukt…. helt vildt smukt :-)
Henriette
20. januar 2006 at 18:56Du formår at hygge så det forslår..
Jeg har (med ganske almindeligt ikke digitalt kamera) taget billeder af de nysselige runde gadelamper der hænger på Blågårdsgade, hvor istapperne hænger lange, hvide og krystal-agtige og sætter et magisk præg over kulden.