For meget…

Nu gør jeg ikke frygteligt meget i nytårsfortsætter, eller andre af den slags fejlbehæftede foranstaltninger, men derfor skal man ikke kimse ad muligheden for at indføre gode vaner.

Jeg besluttede mig tidligere for, at jeg dette år ville blive meget bedre til at skrive sedler. Sedler, som kunne minde mig om ting, som jeg skulle huske. Det synes at være en god ide sammenlignet med den manglende evne til at huske og den storartede og meget fremtrædende evne til at glemme.

Jeg skrev først de fineste og sirligste små notater i kalenderen. “Liselotte, husk at…” og med små glade sole markerede jeg, at tingene var veludførte og derfor i deres gode ret til at leve resten af deres liv i evigt solskin. Det fungerede fint en uges tid. Så fik jeg et problem.

Nogle af tingene kunne ikke udføres samme dag. Altså måtte jeg flytte mit notat med ind på næste dag. Det gik fint, selvom det irriterede mig, at jeg skulle flytte det uafsluttede med, men sådan måtte det blive og også den løsning fungerede omtrent en uges tid, hvorefter jeg erkendte, at det var enormt utilfredsstillende, at notere det samme dag efter dag.

Jeg tog memoblokken i brug. Jeg skrev små gule sedler, som nemt og bekvemt kunne flyttes fra dag til dag. Det virkede fortræffeligt, men der lå en hidtil overset fare i den løsning. Det endte med at være alt for nemt at flytte sedlerne med til næste dag. Det var endda nemt, at flytte dem med ind i næste uge…

Nu lever jeg med en kalender, som konstant er tapetseret med gule sedler. Skrivepladsen i kalenderen er trang og helt ærligt… de 3 gule sedler du ser på billedet, har alle levet i kalenderen i mindst 3 uger, hvor de bare flyttes kontinuerligt.

Næste problem bliver vel, at der er begrænset holdbarhed på limen og så ka’ jeg lære det. Sørg for at få afsluttet skidtet inden manglende klæbeevne fordrer papirclips og tyngden på kalenderen en trækvogn…