Så nåede vi så langt…

Kaos er elimineret til det rene ingenting, men det er ikke min fortjeneste. Det er mors. Min heltinde, som kan komme ind i noget der ligner de første sekunder efter en bombesprængning, kigge cool på det hele og tage fat fra en ende af.

I løbet af ingen tid har hun fået ryddet op, støvsuget, vasket tøj og endda ind imellem haft tid til at grine med Alexander. Hun er en knag. Det er helt utroligt hvad energi hun rummer og hun er ikke bare en hjælp for os. Hun er intet mindre end helt og aldeles fantastisk og jeg er hende så taknemmelig for altid at orke.

Mens hun gør alt det ovenfor, sidder jeg tilbage, helt og aldeles paralyseret af den kaos der omgiver mig. Jeg magter ikke at danne mig et fornuftigt overblik og lader andre tage styringen indtil det bliver praktisk med tommestok og mål, som skal være præcise. Så er jeg på banen med jordbæris i maven.

Sådan tegnede jeg hul til vasken i den spritnye bordplade. Sådan tegnede jeg stregerne, der skulle garantere bordplader der passer og smig mig her og der og allevegne. Og skidtet passer og isen er smeltet og i stedet har trætheden indfundet sig, nu hvor klokken er godt og vel på den anden side af midnat.

Til gengæld er der monteret låger og skuffer. I morgen er der atter en dag og mosaikker, overskabe og den slags fornøjelser, som venter…