Jeg ved nu hvad hele Gug og omegn skal spise til aften. Ikke fordi jeg vil vide det, men fordi det ganske enkelt er udryddet fra butikker i 2 km omkreds. Intet er der tilbage. Jeg fandt en enkelt pakke i bunden af fryseren oppe i Mema, men ikke om en enkelt pakke rækker, når der også skal være til den unge mands frokost i morgen.
Jeg er ikke den der opgiver så let. I hvert fald ikke, når jeg ikke har et køkken at regere i og med begrænset adgang til et hjørne og et komfur – og ikke andet, synes det at være et rimeligt forslag til aftensmaden yngste er kommet med. Hun vil have hønsekødssuppe. Hønsekødssuppe og godt brød er okay, så jeg begiver mig ud på mission suppe med fortrøstning. Det tager kun 5 minutter… tror jeg.
Det burde ikke kræve de store armbevægelser, at indkøbe 2 pakker af Mou’s den bedste, men sådan skulle det altså ikke være, for som sagt er det som udryddet.
Først frekventerer jeg den lokale Netto, som melder alt udsolgt, mens jeg vantro glor på ekspedienten, som forklarer “… og de vil allesammen have suppe i aften. Det er sikkert fordi det er så koldt udenfor…”. Sikkert, men ikke desto mindre skide irriterende, for jeg er træt og gider ærlig talt ikke bruge mere tid på den suppe, men jeg overgiver mig til endnu en tur ind i helvedets forgård, nemlig Mema, som ligger lige overfor.
Her får jeg samme historie, men bliver tilbudt gullaschsuppe, karrysuppe og oksekødssuppe og mens jeg står og føler mig enormt dum, fordi jeg takker nej, nej og nej, beslutter jeg mig for, at den lokale Rema må have det liggende. Jeg kører til den modsatte ende af byen, kun for at kunne konstatere, at der ligger en sandhed gemt i ekspedientens ord. De vil tilsyneladende allesammen have hønsekødssuppe i aften. Der er intet tilbage…
Hvis jeg nu laver frikadeller i morgen, kan vi så aftale, at I allesammen laver noget andet?
12 kommentarer
HenrietteB
11. januar 2006 at 13:59Den er helt gal!
Liselotte
11. januar 2006 at 13:50Jamen hvad sker der dog for dem? Har de ikke kunnet få deres klamme hænder lagt på en høne eller to, eller er de bare fast besluttet på, at det er på tide den danske befolkning smager på varianterne, hvorfor de underminerer markedet?
HenrietteB
11. januar 2006 at 13:40Jeg kan melde, at hønsekødsuppen fra Mou ligeledes igår var udsolgt på Lolland!!! Jeg var også i suppehumør efter en usædvanligt kold og strabadserende hjemtur fra job – faktisk så meget at jeg for en enkelt gangs skyld tog til takke med oksekødssuppen, selv om den langt fra er min favorit.
Mette
11. januar 2006 at 10:07Ganske forståeligt! Hold ud og glæd dig. Go’ appetit med frikadellerne i aften! Hvis det er har jeg lidt suppe i fryseren……
Liselotte
10. januar 2006 at 21:48Mette – jeg er næsten ekspert i at klare mig på den vis efter et par gamle huse, som er renoveret fra bunden af, men helt ærligt… jeg hader det stadig!
Mette
10. januar 2006 at 21:33Ja, jeg husker tydeligt vores “spejderlejr” for knap 3 år siden. Den varede i 3 måneder og bagefter, var jeg klar til at udgive kogebogen “90 spændende gryderetter på en elektrisk kogeplade, tilberedt oven på en kummefryser”….. 2-3 kolde uger i april havde vi “åbent hus”, hvor havedøren skulle være. Faktisk synes jeg ikke, at det var så slemt, som alle forberedte os på. Til tider indrømmer jeg, at bageabstinenserne var så store, at jeg måtte låne en ovn i omgangskredsen!
Liselotte
10. januar 2006 at 21:08Jam’n Susanne – vi spiser jo heller ikke oksekødssuppe. Endelig ikke, ifølge Oline ;-)
Vi skulle have haft hønsekødssuppe, men som sagt var det ikke til at opdrive. I stedet fik vi faktisk karrysuppe, som Marian nævner øverst. Det smagte ganske fortrinligt. Nu er der så bare opvasken tilbage. Der er ingen vand og ikke adgang til opvaskemaskinen, der er i det hele taget slet ikke noget køkken, så… jeg tror vi improviserer et eller andet med en balje, lidt sulfo og vand fra badeværelset. Det er næsten ligesom en spejderlejr ;-)
Susanne
10. januar 2006 at 20:53Det MÅ altså være en jydeting. Måske endda nordjyde.
Da jeg som barn ofte besøgte vores ældre familie i jylland fik vi oksekødssuppe – både til frokost og aften – flere dage i træk – for det kunne de københavner unger altså li – for det fik de sidst.
I dag – må I meget gerne beholde suppen for jer selv. En lille skål – så er jeg færdig.
Her stod den på hurtig mad, da det var svømmedag – fritter og kalkungryde.
Liselotte
10. januar 2006 at 19:32Altså hvad er det med den suppe i dag? ;-)
Milea
10. januar 2006 at 18:44Jeg overvejede et kort sekund at købe ….. oksekødssuppe, da jeg så kom i tanke om, at der så ville være en der ikke ville indtage aftensmaden. De havde ellers rigeligt med hønsekødssuppe i vores lokale Fakta ;-)
Vi napper lige en gang karbonader i aften – det kan vi alle godt lide :-)
Gitte
10. januar 2006 at 18:37Gud, hvor underligt, vi har osse fået hønsekødssuppe til aften… men det havde vi allerede i fryseren, så jeg har ikke observeret frysediskenes indhold…
Marian
10. januar 2006 at 18:31Hej Liselotte. Du skal altså engang prøve karrysuppe eller gullaschsuppe fra Mou de er bare gode