Ja, der ser unægteligt lidt trist ud herhjemme lige nu, men det skrider fremad. Køkkenet er næsten pillet ned og dernæst venter så klargøring af væggene, inden vi kan påbegynde montering af det nye køkken. Det støver endnu ikke, som vi havde frygtet. Det går stille og roligt og der har ikke været ubehagelige overraskelser – altså udover nedtagningen af overskabene, som nær havde trukket det meste af en væg med. De var sat mere end almindeligt godt fast.
Mester sidder med den store hammer og dirigerer slaget fra sin kørestol. Han har banket den første væg ned og det gik ikke stille af, så han er svært tilfreds. Han var ellers temmelig sur i morges, da vi meddelte ham, at han er nødt til at blive hjemme, fordi tryksåret gør det umuligt at sidde i stolen, som bruges i skolen.
Mens tiden står stille og vi befinder os i køkkenlimbo, er der andre mennesker ude i verden, som handler. Som gør noget. Det beviste en telefonopringning lige over middag.
Alexanders skole ringede. De havde haft en samtale omkring hvordan de kunne imødekomme Alexanders behov bedst muligt.
De har ringet og regeret. De har snakket sygeplejerske til at tage hånd om tryksår, lejring og afskærmning, aflastning og spisning, stole og alternativer, puder, fysioterapi og det aktuelle samarbejde med os. De vil mødes onsdag.
De vil Alexander og hans familie og de signalerer professionalisme og omsorg. De forstår vores behov for en hverdag, som fungerer for hele familien og de forstår, at det er svært for os lige nu, med alle de ting, som desværre ikke fungerer.
Det var rart, at få den opringning. Det var en lettelse, at der nu er professionelle, som træder til og lægger lidt af deres energi i Alexanders livskvalitet. Vi kan bruge hver eneste sjat energi, som kan tilflyde os, så kom bare med den!
I virkeligheden var ikke mig, men dem, som skulle glædes over tulipanerne på bordet.
Jeg vil huske, at de skal have anerkendelse for deres omsorg og vilje og jeg vil huske, at sige tak endnu en gang, når de kommer her på onsdag. Jeg er dem meget taknemmelig.
10 kommentarer
Sanne B.
10. januar 2006 at 09:01Liselotte!
Dét billede er så smukt at det hviiiner i amalgan-plomberne. For pokker da, må jeg stjæle det til min pauseskærm? På den anden side, så sænkes arbejdstempoet nok væsentligt, hvis jeg får det lagt på.
Tillykke med at “systemet” endelig træder lidt i karakter – på tide!!!
Liselotte
9. januar 2006 at 22:48Ja, det er dejligt med lidt support udefra. Jeg er nået til et sted, hvor det er svært at blive ved med at finde kræfterne lige nu, så det er rart, at der er nogle, som byder ind med fornyede kræfter :-)
Yrsa
9. januar 2006 at 22:25Hvor er det dejligt at høre at andre også har omsorg for Alexander.
Kender godt det med lettelsen over at andre “tager over” på et af de problemer der er en del af !
Liselotte
9. januar 2006 at 21:59Ja, det er rart, at konstatere, at der stadig er steder med overskud. Det gør mig fortrøstningsfuld :-)
Jeg skal sige til mester, at det kræver disciplin at holde folk i dag… ;-)
Ella
9. januar 2006 at 21:46Hvor er det godt for jer alle sammen, at der er noget “i systemet” der virker godt :-)
Sig til Alexander, at han som mester, skal holde sine folk i ørene ;-)
Liselotte
9. januar 2006 at 16:55Ja, det er Alexander, som akut er den, som har det mest træls, så selvfølgelig skal omsorgen primært handle om ham og hans velbefindende.
Når det igen fungerer, smitter det automatisk af på resten af familien, så det skal nok gå :-)
Claus
9. januar 2006 at 16:51Tillykke – især til Alexander – det er jo i sidste ende ham det er værst for tror jeg.. Men hvor er det fedt for jer at der er andre der kan se tingene med jeres briller på.
Kirstine
9. januar 2006 at 16:21Næh dog, hvor skønt! Sådan nogle overskudsmennesker skulle alle have lov til at støde på nu og da. Håber at det kan lette jer for lidt af kæmpe-mod-vindmøller-fornemmelsen.
Liselotte
9. januar 2006 at 16:21Jamen det går fantastisk. Hylderne bugner af overflod og jeg føler mig rig :-)
PS – ja, det er rart med lidt udefrakommende omsorg, når man er ved at tørre ud af udmattelse ;-)
Lone
9. januar 2006 at 16:17Godt at høre, at der bliver taget hånd om Alexander og hans familie. Sender jer en masse venlige tanker.
Pøj, pøj med det hele.
Hvordan går det forøvrigt med fadeburet? Er SÅ misundelig ;-) – tænk at have et fadebur.