Alexander ligger stadig inde i sengen og surmuler foran tv’et. Han vil ikke op. Man er vel sur og så skal man jo ikke indvillige i det mindste.
Han er nødt til at tage en dag hjemme, for der er kommet nyt tryksår til, som gør det umuligt at bære korsettet, som støtter ham, når han skal sidde og arbejde. Ærgerligt er det, for han nåede kun at være afsted 4 dage, så var det endnu en gang slut. Jeg forstår godt, at han er sur, vred og frustreret.
Måske gør det ikke tingene lettere at bære, når man ser lillesøster gøre klar til en dag ude i sneen. Hun fik at vide i går, at dagen i dag er helliget den lokale kælkebakke i stedet for det sædvanlige skolearbejde, så hun glædede sig og det er i orden – bare ikke når man selv er tvunget til at kede sig hjemme med sine forældre.
Jeg forstår ham godt. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget…
3 kommentarer
Ella
6. januar 2006 at 11:56Det gør ondt helt langt ind i forældrenes hjerter, når det gang på gang, går op for vores børn, at der er så mange ting de ikke kan.
Øvelsen er også, at raske søskende kan få lov til at glæde sig højlydt over det de kan. Puha…det kan være svært og jeg sender varme tanker til jer :-)
Liselotte
6. januar 2006 at 11:46Det er også til at brække sig af Frederikke – for at sige det, som det er…
Frederikke
6. januar 2006 at 11:00Jeg kan end ikke begynde at forstå dybden af jeres eller Alexanders frustrationer, men for fanden hvor kan jeg godt forstå, at han surmuler… det ville jeg sgu også gøre!