For mange år siden, sad jeg hver dag oppe bag tagvinduerne her i huset. Der lå den tegnestue, som bød på så utroligt mange sjove timer for over 20 år siden. I godt selskab var jeg og det skal ingen hemmelighed være, at vi ind imellem var mere end fjollede.
I svingene røg lysbordet, som ikke tålte, at vi dansede på det, tørrede sild røg i lommerne på Bent, som ind imellem tog en tur til frisøren med sønnike, for at blive klippet og fønbølget og uendeligt mange ruller “englehud” blev brugt på at tape Bents redskaber fast på bordet, som skulle de aldrig nogensinde fjernes igen.
Her blev jeg døbt Liselotte Pulver, fordi Polle elskede hende. En schweitzisk skuespillerinde, som tilsyneladende havde tryllebundet manden i en grad, så han altid lige måtte nævne hendes yndige fletninger.
Her sad jeg sammen med Marianne og layoutede lokalavisernes supermarkedsannoncer, så vi var tæt på at kaste op, hvis ikke det havde været for vores aldrig svigtende evne til at se det morsomme i alting.
Lige før jul løb jeg ind i Marianne. Jeg har sjældent grint så meget, som jeg har gjort i hendes selskab. Det år jeg sad på tegnestue med hende oppe under taget inde på Nytorv, gik der ikke én dag uden vi havde gang i et eller andet fjollet. Der gik ikke timer mellem vores grineanfald og vi har formentlig været årsag til mere end én hovedpine og ind imellem er vi uden tvivl blevet bandet langt pokker i vold.
Når det blev for meget for Poul Erik trak vi i frokostpausen ned på Aalborg Kroen, hvor en øl i en fart kunne gøre ham mild igen, men det skal ingen hemmelighed være, at han selv tog del i de fleste af løjerne. Han var ikke den mindst underholdende.
Her til aften kom jeg forbi huset og huskede pludselig alle de sjove timer oppe under kvisten. I tid var det kun en ganske lille brøkdel af mit liv der blev tilbragt deroppe, men i minder fylder det så vældig meget mere. Vi havde det frygteligt sjovt, indtil jeg valgte at flytte til København og færdiggøre min uddannelse derovre…
Mens jeg sidder her og redigerer billedet, modtager jeg nogle mails. Jeg gør billedet færdigt og vælger så lige at tjekke dem. I indbakken ligger en mail fra en af mine tidligere elever. En af dem, som blev forklaret, at hun ikke måtte gribe efter ting, der faldt af bordet. Hende jeg holdt så meget af.
“Sikke et underligt sammentræf”, når jeg at tænke, mens jeg undrende sidder og kigger på billeder fra hendes liv. Hun er voksen. Hun har mand og barn og, for det ikke skal være løgn, en hund, som hedder Oskar.
Hun skriver, at hun vender tilbage. At hun har fundet denne side og vender tilbage. Livet er fantastisk og pludselig ender dagen med at være helt specielt fantastisk :-)
7 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Fire ting
17. marts 2006 at 18:38[…] Fire jobs jeg har haft: 1. Ekspedient i en lille bagerforretning i Nørresundby – fin tjans, med veninden som supporter, når nattens udskejelser tvang mig til en lur på bagerbordet undervejs, men jeg har ikke frivilligt spist bagerbrød siden… 2. Sommerferietjans i en tøjbutik i Ordrup. Morsomt og fantastisk at opleve hvordan enhver nyrig frue fra lokalområdet var overbevist om, at hun skulle have svimlende rabatter. Måske burde jeg have lært af det – det var nok derfor hun var nyrig… 3. Reklametegner/AD’er – jeg kan fortælle i timevis om alle de skægge og underlige ting, som den del af mit liv afstedkom. Udstillinger, som nær havde taget livet af os, fingerspidser, som på mystisk vis forsvandt og nætter med mere end underholdende indslag var dagligdag i de år. 4. Mor – det vigtigste af alle mine jobs. Jeg har selv taget det og skal gerne indrømme, at jeg ind imellem kan vakle i troen på om mine evner rækker, men det er – helt uomtvisteligt – det job jeg er allergladest for og altid har været 100% sikker på, at jeg gerne ville have, undtagen når… […]
Liselotte
5. januar 2006 at 09:59Ja, sådan er det vist bare… :-)
Madame
5. januar 2006 at 09:42Dejligt medkig fra sidelinjen, og dejlig historie. Men sammentræffet er nu ikke så underligt, Liselotte. Sådan er det bare, har jeg opdaget…
Liselotte
5. januar 2006 at 09:21Ak ja… ind imellem var der uheld, som kostede blod og hud og røde hektiske kinder, når tingene gik lidt stærkt, men det var virkelig et håndværk dengang. I dag foregår det hele jo på en maskine, som heldigvis ikke gør andet end at bryde sammen med mellemrum ;-)
Det er rigtigt dejligt at høre fra dig Susanne :-)
Susanne
5. januar 2006 at 09:09Jeg VENDER tilbage. Og skønt det har kostet mange “blommer” på mine nu meget korte fingre – så har jeg lært ikke at gribe skalpellen. Og selvom jeg savner det gamle håndarbejde, så er jeg glad for at computeren ikke bider igen – fysisk i hvert fald.
Når jeg tænker tilbage på tiden på Mose Allé og i Store Regnegade, er det lige så meget de mange gange, du og kenneth tog mig med hjem til aftensmad og hygge. Til med læsere – allerede den gang elskede Liselotte at bage – og det har jeg nydt godt af. Jeg bruger stadig din opskrift på boller. Jeg er dog ikke så ferm i et køkken – mad der atger mere end 20 minutter at lave – kan ta pusten helt fra mig. Men jeg elsker nu god mad alligevel, bare andre vil lave det.
Nu er jeg igen nød til at smutte – denne gang er det et møde. Skal blandt andet ta stilling til stofprøver og farver til stole i 5 mødelokaler. Det er nu det mest mærkelige opgaver man støder på. Men det gør bare det hele endnu mere alsidigt!
PS Jeg skal ha fri en uge, så jeg kan få læst lidt mere på denne side. Det koster mig en time hvergang jeg kigger ind.
Knus fra lærlingen.
Liselotte
4. januar 2006 at 22:43Jeg tror du må have ret Puk – og det blev en dejlig afslutning på dagen, gjorde det så :-)
Puk
4. januar 2006 at 22:41Det må da være alle de gode ønsker fra forrige indlæg, der endte med at give dagen en dejlig afslutning.
Hvor er det dejligt at høre :)