Sikke en tur…

Vi skulle bytte julegaver i dag. Aftalen var, at når Oline var oppe, gik turen mod byen, hvor vi skulle sølle 2 steder hen, for at bytte lidt gaver. Det kunne ingen tid tage, mente vi. Vi er blevet slemt klogere.

Vi er lige kommet hjem. Vi har, skal retfærdighedsvis siges, også handlet ind til aftensmad på vej hjem, men de indkøb tog ikke meget mere end 10 minutter. Det var bytning af gaverne, som tog tid.

Vi var, overraskende nok, ikke de eneste, som syntes, at byen skulle besøges i dag. Vi var heller ikke de eneste, der skulle bytte gaver. Vi var faktisk usandsynligt mange, som havde besluttet, at dagen i dag skulle bruges på fortvivlende langsommelige køer i henholdsvist Fona og Bog & Idé. Hvor svært kan det være, når man først er nået til at stå i kø?

Vores største tidsrøver var tiden inden køen, for selvom vi på et tidspunkt stod i en boghandel, nægtede Oline at købe én eneste bog, men insisterede på, at pengene skulle omsættes til enten computer- eller gameboy-spil. Det er ikke nemt, når man allerede har fået ønskerne på det område opfyldt. Vi brugte lang tid på at kigge. Til sidst insisterede jeg på, at et gammeldags brætspil, Scrabble, måtte gøre det ud for en af gaverne, der skulle byttes, så nu skal hun have ordbank lige om et øjeblik!

Fona bød på nøjagtigt samme scenarie. Lang tid brugt på at beslutte, hvad gaverne kunne byttes til, når man i grunden intet mangler. Det endte alligevel med et lykkeligt barn, for hun hentede sig 3 gysere, som er favoritgenren for øjeblikket og endelig kunne vi forlade bytteriet og komme videre i dagens tekst, nemlig Salling, som skulle have Hummel på bud.

Oline skulle have nyt gymnastiktøj. Hendes lemmer vokser med foruroligende hast og faktisk overvejer jeg, om det er helt normalt at have længere ben end sin mor, når man kun lige er fyldt elleve. Retfærdigt er det i hvert fald ikke.

Godt begravet i Sallings afdeling for sportstøj lokaliserede vi da også de føromtalte beklædningsstykker. Jeg, moderen, greb straks en nydelig og meget sportslig rød dragt og vendte mig mod barnet, men blev selvfølgelig ikke det mindste overrasket over at se hende stå foran spejlet, allerede svøbt i en hvid af slagsen – med pink fartstriber.

Hvid. Hvid træningsdragt. Hvid og Oline. Det holder aldrig og lykken smilede, i hvert fald kortvarigt, til mig, da jeg kunne konstatere, at de ikke havde den hvide hængende i hendes størrelse. Hun insisterede ganske vist på, at en large ikke var for meget til hende, men måtte give mig ret i, at det ikke er specielt praktisk med 15 cm overflødigt stof omkring de fødder, som helst skal kunne flytte sig i en fart, når man gymnasticerer.

– Ja, det var sørme ærgerligt Oline, men nu de ikke har den hvide, kunne en rød så ikke være smart?
– Åh… hvilken størrelse skal I bruge i den hvide? Vi har masser ude på lageret.
– Jamen vi skal bruge en small. Det har I sikkert ikke…
– Åh jo, den størrelse har vi i alle farverne, så det er ikke noget problem. Øjeblik. Jeg henter lige en…

Ja, sådan endte vi med at komme hjem med en hvid træningsdragt med pink fartstriber og der er ikke et øje tørt på matriklen nu. Af helt forskellige årsager…