6

Eventyrligt

Måske er det ikke det klogeste jeg har gjort, men det er noget af det smukkeste, at tage en havetur i de minutter, hvor solen endnu ikke er stået op og dagen stadig ikke rigtigt begyndt. Der hersker eventyrstemning på det tidspunkt.

Eventyrstemning

Hele verden er dækket af et fint lag sukker, som gør alting magisk og blåt og hvidt. Blændende smukt, hvis solen ellers havde været fremme. Nu er det bare magisk og smukt, hvilket er rigeligt for mig.

Jeg havde travlt, så jeg tog bare en tyk uldsweater og mine moonboots på, så jeg har været et kønt syn. Bare ben og lyserøde moonboots. Ikke særligt charmerende, men i det mindste varmt, når man pludselig får en ubændig trang til en tur udenfor.

Nu er jeg inde i varmen igen. Kaffen venter oppe på køkkenbordet og huset er helt stille. Der er ikke andet at gøre, end nyde det, så længe det varer…

Du vil sikkert også kunne lide