Jeg har forsøgsvis skubbet til Oline. Hun er ikke meget for at vågne, men sådan er det at have ferie. Ikke meget energi til morgenstunden, men masser til natten.
Mens jeg har forsøgt at vække hende, har Kenneth brugt tiden på at lege chauffør for Alexander. Alexanders stol er ikke meget bevendt for øjeblikket og ikke nok med, at det er et problem, når den unge mand skal sidde. Det påvirker også resten af familiens liv i et omfang, som de færreste er opmærksomme på.
Alexanders stol kan ikke anvendes som sikkert transportmiddel i en bus mere. Stolen er ganske enkelt så vakkelvorn, at det ikke ville være forsvarligt, at transportere ham i den og derfor må hans far, fordi vi har et specialsæde i bussen, hente Alexander i aflastningen og køre ham i skole. I eftermiddag må han så hente ham i skolen og køre ham retur til aflastningen. Der går hver gang mindst en times tid med det og vel er den unge mand i aflastning, men ikke mere aflastning end vi må være i nærheden hele tiden, så vi kan agere chauffører.
Jeg er træt af et system, som er så trægt, at vi ender med uhensigtsmæssige hovsa-løsninger, som denne. Øv for pokker… og bli’r det mon bedre…
8 kommentarer
Liselotte
4. januar 2006 at 09:42Ja, det er lang vej Donald… men vi venter… næsten tålmodigt ;-)
Ja, det er mine mus, som nyder godt af varmen i huset, indtil jeg fanger dem… de som står på topbanneret og nyder udsigten :-)
Donald
4. januar 2006 at 08:43Sikken en lang vej for at komme til et resultat. For lang vej, for meget administration. Den unge mand får jo ikke pludselig mindre behov, desværre.
Jeg synes topbilledet på siden her er ekstra smukt når man kender den baggrund som er indenfor i billedet, hos musene, hvorfra man kigger ud på snefnuggene, der danser.
Liselotte
3. januar 2006 at 17:37De er i gang med at bygge den Ella – det er ikke der det halter. De arbejder så hurtigt, som overhovedet muligt…
Problemet er i virkeligheden, at der skulle gå 8 måneder fra vi gjorde opmærksomme på, at vi nu skulle have en ny stol p.g.a. nedslidning og derfor havde brug for et vejledende hjemmebesøg af ergoterapeuten og til de endelig reagerede inde på forvaltningen og fik sat et møde i stand…
Ella
3. januar 2006 at 16:56Det er dybt bekymrende og jeg kan ikke lade være med at tænke på de handicappede, der ikke har et netværk. Det hjælper selvfølgelig ikke jer og det et slet ikke rimeligt, at I skal vente så længe på den stol. Hvad er prognosen på, hvornår I får den?
Liselotte
3. januar 2006 at 16:38Åh ja, det virker helt grotesk, men sådan er det altså og jeg har lige sendt “chaufføren” afsted for nu at hente sønnike. Så går der endnu en time…
Conny
3. januar 2006 at 16:14Jeg fatter det ikke! Engang troede jeg, det var sådan nogen ting, jeg med glæde betalte min skat til. Men det er det åbenbart ikke. Det er heller ikke til andre ting i sundhedsvæsenet, så vidt man hører rundt omkring. Så det med at betale sin skat med glæde, det…….
Forhåbentlig finder I en løsning, og forhåbentlig – engang – ender det med at blive “os”, der giver tilskud til jer.
Frederikke
3. januar 2006 at 15:39Det virker simpelt hen så grotesk, at det offentlig i den grad udøver vanrøgt og tilmed slipper af sted med det!
Vibeke
3. januar 2006 at 12:29Har netop trampet hårdt i gulvet på jeres vegne – desværre uden tiltro til at det får nogen konsekvens….men nu gør jeg det igen TRAMP!