Jeg har mine favoritter. Helt klare favoritter og det kan da skifte, men jeg vender som regel tilbage. Jeg elsker smykker, men ikke de fine af slagsen. Jeg kan lide dem, som er en smule grove og gerne unikke.
Ligesom Kenneth er fantastisk til at købe tøj og støvler, er han fantastisk til at finde smykker til mig. Jeg er bedst til sølv, hvilket må siges at være ganske økonomisk, når jeg nu elsker dem. Allesammen. Nogle mere end andre.
På øverste billede er mine yndlingsringe, som tydeligvist har fået tæsk. Hakkede og ridsede er de, men ikke desto mindre er de mine og dem jeg altid bærer. Nederst en ring, som Kenneth for mange år siden fik lavet specielt til mig, hos en polak, som arbejdede sig gennem København for morskaben og damernes skyld.
Der er en blodsten i ringen og blodsten har jeg aldrig brudt mig om. Det gør jeg fortsat ikke, men præcis denne blodsten elsker jeg. Den symboliserer den del af mig, som for altid bor i Kenneths hjerte og hvad kan man så andet end elske den.
Ovenpå ligger en anden ring, som er lavet specielt til mig. Den er lavet i skiftende sølv og guld, som symboliserer mit sind og temperament. Evigt skiftende, kunne du tænke, men nej, ringen skal symbolisere rummelighed og den er nok, når alt kommer til alt, min yndling. Det er da smukt tænkt.
Øverst er en ring, som også er både sølv og guld samt min yndlingsfarve, lys akvamarin/turkis, så den elsker jeg, fordi den er smuk.
Nederst er yndlingsarmbåndet, som er et 4 cm bredt , håndvævet sølvarmbånd med lås med guldindfattede stene i forskellige farver. Det er tungt, så jeg kan mærke, når jeg bærer det og det er smukt som få. Jeg fik det af Kenneth og børnene, da jeg fyldte fyrre. Jeg bruger det næsten hver dag og det er stort og groft og gør det ud for alt det andet, som jeg ikke bryder mig forfærdeligt meget om, nemlig halskæder, som jeg aldrig bruger og ørenringe, som jeg har et hav af. Dem glemmer jeg som regel, men det er alt rigeligt med armbåndet. Så behøver jeg ikke mere. Så er jeg klædt på…
Åh jo… jeg har skam en vielsesring, men jeg bruger den aldrig. Ligesom Kenneth aldrig bruger sin. De er forøvrigt ganske nydelige, men kedelige, så det…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.