Jul i Blogland

Julen var den bedste tid på året. Fyldt med sød forventning var hele december gået og endelig oprandt dagen, hvor julen virkelig startede, sådan for alvor.

Der var naturligvis juleaften, som indeholdt alt det vi elskede så højt ved den. Gaverne var det allerbedste og Annemette og jeg kunne næsten ikke vente. Jeg husker endnu mavepinen, som kunne indfinde sig af bar spænding, men inden da skulle julemiddagen indtages – og i ro og mag, som de voksne sagde. Det nyttede ikke, at være utålmodig.

Vi fik ikke det samme at spise år efter år. Vi eksperimenterede, men ikke voldsomt. Mine forældre blev voksne i de år, hvor hippier, flowerpower og opgøret med forældrene og deres traditioner var på sit højeste, men de ejede ikke oprørstrang, så det vildeste jeg kan præstere på den front er kalkun, and og en sjælden gang en gås og med alt det traditionelle tilbehør er det vist så som så med nytænkning på den front.

Sådan var det også med resten af aftenen. Vi fulgte et hjemmestrikket ritual, som ingen havde trang til at fravige med én enkelt undtagelse. Juletræet, som bare ét år kunne have været et, som vi kunne være bekendt at stille midt i stuen.

Fars eneste opgave til jul var, at købe juletræet. Hele ugen op til jul hørte vi mor sige ???Leif, du skal altså snart have købt det juletræ, eller det går, som de andre år??? og far ville hæve stemmen og svare, ???Ja, ja, det når jeg nok og ingen har nogensinde holdt jul uden et juletræ i denne her familie, så lad være med at plage mig???, hvorefter vi med sikkerhed vidste, at træet endnu en gang ville blive grimt, skævt og det sidste, som stod tilbage på byens torv.

Juleaften var i sandhed en aften at se frem til, men også juledagene efterfølgende indeholdt deres små og store dramaer.

Første juledag var altid afsat til den traditionsrige julefrokost med hele mors kæmpestore familie. Det var den ene gang om året, hvor alle kusiner og fætre mødtes og havde det skægt. Det var den ene gang om året, hvor morfar fik fortalt mormor et par sandheder eller tre og hvor vi med sikkerhed kunne se frem til skøre voksne, som optrådte, som de ellers ikke gjorde resten af året, for snapsen flød rigeligt og ingen holdt sig tilbage.

Det var den dag, hvor alle børnene fik fri adgang til konfekt og juleslik, frugt og nødder og det var også den dag vi alle sammen skulle se Disneys Juleshow, som var fantastisk, fordi ingen børn dengang så tegnefilm meget mere end den ene dag om året. Det var den dag, hvor Henrik ville stikke ild til bukserne, Susanne stikke Claus en flad og mindst 4 af os ville græde øjnene ud af hovedet, fordi ingen af ungerne alligevel kunne enes.

Det var den dag, hvor vi også vidste, at vores fædre ville køre hjem med vores forsmåede mødre. Siddende på passagersædet, ville de med citronmunde tie i iskold tavshed, som oversteg selv den koldeste vinter, vi kunne mindes. De var vrede, sure, fornærmede og bange, fordi ingen af de berusede mænd i virkeligheden var i stand til at køre bil og inden naturligvis havde syntes, at de ville følge Villys gode eksempel. Vi nåede altid helskindet hjem. Det var min barndoms julemirakler.

Anden juledag var afsat til julefrokost hos farmor og farfar eller alternativt hjemme hos os. En anderledes dag, stille og med far, som med sikkerhed havde tømmermænd og en iboende trang til altid at retfærdiggøre sin uheldige opførsel dagen før. Det havde været meget nemmere, hvis han bare havde sagt undskyld, men så var man vist ikke en rigtig mand. Det mente Annemette og jeg i hvert fald måtte være forklaringen…

Så var julen til gengæld også forbi og vi måtte vente et helt år, inden vi igen kunne sætte tænderne i en dramatisk jul med masser af gaver, slik, familie og skænderier for åbent tæppe.

Nu ventede bare et par måneder med masser af sne, kælkebakker der skulle afprøves og så var det igen tid for korte bukser, sommerferie og måske en enkelt familieudflugt, som kunne sætte familierelationerne på den anden ende. Man kunne jo være heldig…

Min nuværende jul er bundet op på traditioner, som ligner min barndoms, men der er forskelle. Traditionerne er skabt med udgangspunkt i min families virkelighed og de indeholder slet ikke dramaer i stil med dem jeg overværede jul efter jul, da jeg var barn. Dramaerne opstår kun, når jeg prøver at ændre på traditionerne. Børnene ønsker dem. Børnene elsker den tryghed der ligger i at vide, præcist hvordan julen bliver. Sådan havde jeg det også, om end mine forventninger til julen var nogle andre.

Min jul er som sagt mindre dramatisk. Den er mindre stressende, end den med sikkerhed har været for min mor. Den tager udgangspunkt i vores trang til bare at være sammen. Trangen til at forsikre hinanden om, at vi er det vigtigste i hinandens liv. Lysten til at være sammen bærer alle de ting jeg foretager mig med min familie både op til og i juledagene.

Vi har indført nye traditioner, som vi skatter højt. Vores første juledag er hellig. Intet mindre. Den hedder ikke første juledag. Den hedder Pyjamasdag. Det er den bedste dag i hele julen. Det er en dag, hvor man må sove længe, er tvunget til at bære pyjamas hele dagen og desuden skal deltage i mindst ét spil i løbet af eftermiddagen. Det er den dag, hvor vi ligger i en stor uordentlig bunke på stuegulvet, godt pakket ind i dynerne, som er hentet i dagens anledning. Vi ser julefilm, underholdning og vi sover, for man bliver lækkersøvnig sådan en dag. Så skal der være plads til en lur og siden hen kærlige kys og sjove kildeture.

Anden juledag holder vi julefrokost. Tilpasset efter forholdene bliver den aldrig til andet end endnu en dag i familiens skød. En dag hvor der spilles, hygges, grines og så spiser vi naturligvis god mad. Den dag skal vi have grønlangkål, kogt flæsk og pølse og vi skal have snaps, men mådehold gør det til en dag med hyggeligt summende tæer og lette hoveder fyldt med trangen til at have det sjovt og elske hinanden.

Jeg kan lide mine traditioner…

Lige om lidt, skal jeg tage hul på mine ungers yndlingsdag. Sammen med dem, bliver dagen fantastisk, men inden vil jeg ønske rigtig glædelig jul til dig og dine.

Jeg håber julen for dig, bliver alt det, som du håber på og lidt til og så får du, lige på falderebet, et rigtig snasket julegrisebasseenglegodkendt kys… dér…

Glædelig jul :-)