Det gik alligevel…

Byen ånder fred og idyl. Skøjtebanen er ved at være affolket. De fleste er hjemme, for det er lillejuleaften og familier samles omkring juletræet i stedet for skøjtebanen, som ellers har været og sidenhen skal blive velbesøgt. Gratis kan vi allesammen erhverve blå mærker, ømme lår og røde kinder på Gammel Torv.

Børn er blevet udstyret med vanter, huer og skøjterne og så er mor og far ellers gået på juleindkøb, mens ungerne har haft det sjov man får gratis af at lege Bambi.

Nu er de fleste julegaver købt, men der er stadig lidt tid at løbe på, for de som er så uheldige ikke at være færdige. Det er vi. Med nød og næppe, for juletræet var nær blevet opgivet.

Ved rådhuset var der julestemning, men ingen juletræer tilbage. Bauhaus, Vejgård, Gug, Planteskoler og alt det andet ind imellem blev besøgt, da vores juletræ skulle købes, men til sidst fandt Kenneth et af slagsen i Nørresundby.

Sammen med 2 andre familier kunne han slås om de sidste sølle rester og han vandt det pæneste. Selv da konen i den ene familie begyndte at græde ved udsigten til et afpillet træ med 2 toppe, stod han fast og insisterede på at købe vores træ.

Han vidste, at Oline aldrig tilgav ham, hvis ikke der var et juletræ og alligevel stod gråden på spring, da hun så størrelsen.

Det er ikke verdens største træ, det indrømmer jeg, men det er et nydeligt træ. Velproportioneret står det oppe i stuen og pynter. Oline, Alexander og farmor har været i gang og vi har beundret.

Jeg tror faderen er tilgivet nu, hvor det har vist sig, at de vigtigste julekugler har fundet plads på træet.

Traditionen er, at børnene får en ny julekugle hvert år. Det er mange efterhånden, men de skal allesammen hænges på træet sammen med alt det glimmer Oline kan lokalisere. Det er ikke så lidt, så stuen glimter for øjeblikket, hvor jeg hører hende overveje om det alligevel er blevet for meget af det gode.

Hun er ved at blive stor, når den slags er med i overvejelserne omkring juletræet og det er en smule skræmmende, men vigtigst af alt er, at hun er tilfreds med størrelsen og som hun konkluderede “…og gaverne ser ud af meget mere, når træet ikke er større. Det er fedt nok!”, så alt i alt tror jeg, at julen er lige om hjørnet.

I køkkenet kokkereres og vi snakker stille om, at det skal blive skønt, at få sat det nye køkken op efter nytår. Det ER leveret og står bare og venter på, at vi får tiden og energien til at montere det. Det bliver skønt, men indtil da fungerer det gamle glimrende og der er altid rigelig med plads ved spisebordet til et glas rødvin og en snak. Det er i grunden det vigtigste…