Det er ikke nok at være historiker, man skal også være historiefortæller. Det er ikke nok at rumme masser af faktuel viden, hvis man ikke har talent for at formidle den. Historien om Danmark og danskeren er spækket med interessante fortællinger og ingen er ikke interesserede, hvis formidleren forstår at gøre det fortalte nærværende.
At kunne formidle historie kræver talent. At formidle fakta er en udfordring, men specielt når det kommer til danmarkshistorien bliver talentet som fortæller en tydelig markør for hvor engagerede lytterne er. Vi husker vist alle, hvor trist historietimerne i skolen kunne være. Hvordan de timer føltes som år og hvordan mange af os opfandt viskelæderlege, skrev små kærestebreve eller slet og ret bare tog en tur ud af drømmenes motorvej, når de indfandt sig. Jeg drømte mig langt væk, når vi skulle have historie, men kun ind til det øjeblik, hvor en talentfuld fortæller trådte ind i mit liv. Han vakte min interesse for Danmark og vores fælles historie.
Min nye historielærer formåede, at gøre det hele nærværende. At anlægge vinkler på den lidt tunge del af danmarkshistorien, som pludselig gjorde den interessant. I stedet for at formidle årstal og kongerækker, fortalte han indlevende om mennesket i alle disse fascinerende tidsaldre. Han fortalte om en dagligdag, som var helt forskellig fra min. Han fortalte om intriger, handelsaftaler, snyd og bedrag, vikingebål, byers opståen og kongers fald med et enestående talent for historiefortællingens kunst.
Siden har det opslugt mig og jeg har bevaret interessen for Danmarks historie, men jeg ærgrer mig, når jeg om og om igen oplever, at historikere ikke nødvendigvis er gode eller interessante historiefortællere, for det betyder alverden for stoffet, som rummer fortællinger til et helt liv, hvis bare man formår at sætte sig ud over kun at ville formidle til andre eksperter på området, men glemmer, at den slags skal være nærværende og gøres vedkommende, for at gribe de fleste mennesker.
Vikingernes Aros forsøger og der er bestemt meget at kigge på, men teksterne bærer præg af at skulle formidle faktuelt, hvilket jeg bestemt ikke anfægter – jeg synes bare, at der er så meget mere at fortælle.
Jeg savner beskrivelser af hverdagen, maden, livet og døden, som ikke bærer præg af historikerens trang til at formidle fakta, men i langt højere grad er båret af lysten og trangen til at fortælle den gode historie.
Jeg elsker en god historie…
4 kommentarer
Liselotte
19. december 2005 at 20:05Ja, du har ret Donald. Historie er nemlig så meget mere end fakta, men bl.a. også en forståelse for vilkårene i den tid, man fortæller om og den skal fortælleren formidle, for ellers bliver tingene uinteressante…
Donald
19. december 2005 at 20:01Jeg havde sådan et godt eksempel forleden på en brøkdel (x) af en historie, som hidkaldte en masse andre historier fordi det simpelthen måtte være sådan, hvis (x) var tilfældet. Men der er masser af den slags sammenhæng, og jeg tror at en god historiefortæller lader sine medmennesker få tid til at lade historierne folde sig ud for det indre blik. Når en Helsingbo fortæller, at hans bror gik hjemad med to duer, som han havde skudt, og mødte præsten, som meldte ham til landbetjenten, som gav drengen en bøde på 50 kr! Mange penge! For rigtig at forstå det, så skal man regne ud, hvordan reglerne havde bevæget sig fra at skydevåben og jagten var fyrstens og bonden, husmanden, landarbejderne, var ingenting. Frihed får en anden klang, når det er friheden til at leve og selv tage stilling til, om det er præsten eller mig, der har ret til stegte duer.
Når man hører om krybskytter i “Gøngehøvdingen” skal man vide, at de ville dø af sult, hvis ikke de fik mad ved krybskytteri.
Præsten fik dårlig samvittighed og betalte selv drengens bøde på 50 kr.
Liselotte
19. december 2005 at 14:36Jamen selvfølgelig skal man da ikke lukke øjnene for, at det er ganske vanskeligt, at finde alle de egenskaber i én og samme person. Min holdning er klart, at formidling af eksempelvis historie SKAL gøres med talent, for at trække tilhørere, men jeg er naturligvis ikke blind for, at det er et utopisk forlangende. Alligevel vil jeg have lov til at ønske.
Når vi snakker offentlig formidling, savner jeg samarbejde, ligesom du gør. Det ene fungerer ikke uden det andet. Det gælder i de fleste sammenhænge, at samarbejde er nøglen til optimal udnyttelse af de ressorcer vi har.
37g
19. december 2005 at 14:19Jeg giver dig ret et stykkke ad vejen, men må påpege at det er svært at få alle egenskaber i samme person. Noget ganske simpelt som tidens popmarkeder ikke synes at fatte. Den, der er et fagligt geni, er ikke nødvendigvis et pædagogisk og visa versa.
I dag lægges al vægten på formidlingen. Man har kommunikationsuddannelser og alle skal have sproglige og pædagogiske evner. Vi har fået et samfund med form uden indhold. Dumme glatsnakkere hersker alle vegne.
Hvorfor kan vi (samfundet) dog ikke lære at få de to typer til at spille sammen? Ikke alle skal vel være pædagoger – der skal vel også produceres ny viden og løsninger?
Fremfor at kræve alle egenskaber i samme menneske, hvilket som oftest føre til valget af den bedste kommunikator på bekostning af det faglige talent, bør man give plads til dem begge. Ikke i underskolen selvfølgelig, men der er vel andre opgaver end den evindelige uddannelse af masserne?