40

Desperat

Jeg har massive problemer, for jeg vil så gerne, men det ender altid med at være utilfredshed, som er slutresultatet.

Jeg skal finde en gave til manden i mit liv. En god gave. En gave, som matcher de gaver, som han altid er så god til at give. Han finder fantastiske gaver. Ting, som jeg ikke vidste, at jeg ønskede mig, men som viser sig at blive noget af det bedste jeg nogensinde er blevet givet.

Setup’et er, som det plejer at være. Jeg gransker min tomme hjerne for ideer. Jeg kommer til kort og aner ikke, hvad jeg skal gribe eller gøre i. Jeg tænker, så det knager. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke har brugt det forløbne år til at notere ned, hver gang jeg har tænkt ???Det kunne han godt bruge…??? og jeg ender med at være desperat.

Jeg vil så gerne, at det ender med at blive en personlig gave. Jeg NÆGTER at give gaver fra byggemarkeder og det hjælper ikke det mindste, at det er et eller andet powertool, som han længe har sukket efter. Det holder ikke med en gave af den slags. Den skal være til ham og ham alene. Det skal ikke være en fantastisk slagboremaskine, en fuldautomatisk fliseskærer eller et unikt topnøglesæt. Jeg NÆGTER!

Jeg vil give ham en gave, som han slet ikke forventer at få. Jeg vil give ham en ting, som skal overraske og gøre glad. En gave, som viser mit indgående kendskab til ham og min derfor aldrig svigtende evne til at ramme præcist, med en overraskelse, som ikke var ventet. En gave, som viser ham, at jeg ganske udmærket ved, hvad der gør ham glad. En gave, som sender signaler om den dybe kærlighed og respekt, jeg nærer for det fantastiske menneske, som jeg har fået lov at dele livet med. Den perfekte gave.

Jeg har ingen ideer…

Jeg er desperat!

Jeg hader den følelse, for den sender signaler til mig om, at jeg ikke lytter godt nok. At jeg ikke er nær så opmærksom, som jeg kunne være. At jeg er fantasiløs og uden talent, når det kommer til at glæde andre mennesker. Jeg ved, med min fornuft, at det ikke er tilfældet. Jeg er god til at finde og give gaver. Jeg glæder og overrasker jævnligt med originale gaver, som gør modtageren glad, men der sker noget, når gaven er til ham.

Jeg kortslutter. Jeg bliver overvældet af mine egne ambitioner og dermed handlingslammet. Jeg burde nok i terapi. Julegaveterapi. Måske kommer det på tilbud til udsalget i januar…

Du vil sikkert også kunne lide