Jeg føler mig fredløs. Jeg er dårlig til at håndtere invasion af sømpistoler, gipsplader og maling. Jeg kan ikke overskue verden, når den består af kaos. Jeg stirrer bare paralyseret på blandingen af håndvørktøj og rod, som vokser sig større og større, som tiden går.
Jeg kan ikke finde ud af at fungere i et hjem, som primrt består af savsmuld og skruer, som venter på at blive skruet i væggene. Jeg lader mig overvælde af tingene og går i stå. Jeg venter bare. Venter på, at det hele bliver færdigt.
Jeg er som et lille barn, som venter på juleaften. �Hvornår er det færdigt�, spørger jeg konstant og jeg står på sidelinien og iagttager hvordan hylderne vokser frem for øjnene af mig, mens jeg fortvivlet kigger rundt på rodet, som hober sig op, fordi jeg ikke magter at omsætte behovet for orden til handling. Jeg kan ganske enkelt ikke overskue at rydde op, når jeg ikke rigtigt kan få lov alligevel.
Måske handler det om, at det hele foregår MIDT i huset. Køkkenet er så absolut husets hjerte. Det er det både fordi det er her vi bruger meget af vores tid, men også fordi det ligger, hvor det går. Al trafik i huset foregår gennem det rum, så når der er kaos i køkkenet, sker det magiske, at det ligesom smitter og breder sig til de andre rum.
Det er sikkert min skyld, men jeg kan altså ikke overskue det. Jeg vil bare have, at det hele skal være færdigt NU, så jeg atter får mit køkken tilbage og kan komme i gang med at bage min julekage. Jeg er SÅ klar, så kom nu�
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.