13

Julekage

Julekage med Amaretto
– eller hvordan du får englene til at synge…

Ingredienser:
250 g tørrede abrikoser
image 125 g lyse rosiner
100 g røde og grønne cocktailbær
100 – 200 g smuttede hele mandler
2 dl. Amaretto
1 hel vanillestang
250 g sukker
250 g margarine
4 æg
250 g mel
Reven skal og saft af 1 økologisk citron

Glasur:
2-3 dl flormelis
1-2 spsk. Amaretto

Fremgangsmåde:

Skær de tørrede abrikoser i rosinstore stykker og læg dem i blød i Amaretto i mindst 3 timer, men allerbedst natten over.

Hak den hele vanillestang med sukkeret i en foodprocessor. Vanillestangen skal være stort set pulveriseret.

Rør margarinen blødt med vanillesukkeret (Jeg smelter simpelthen margarinen over varme, men det er vist en forbrydelse, man kan straffes for, så sig det ikke til nogen.) og rør æggene i et af gangen. Tilsæt citronsaft og -skal. Hæld Amarettoen fra abrikoserne i dejen.

Rør abrikoser, cocktailbær og rosinerne i dejen. Vend til sidst forsigtigt melet i. Jeg MENER forsigtigt. Ikke noget med at lave anslag i dejen, som til forveksling kan ligne en murer i gang med at blande mørtel. Med følelse… med følelse…

Hæld dejen i en springform eller i to små springforme og bag dem ca. 1 time ved 180 grader midt i ovnen.

image Mens kagen endnu er lun, prikker jeg den med en gaffel og hælder lidt Amaretto over den. Når kagen er kold, pyntes den med glasur. Rør flormelisen glat med Amarettoen. Pas på glasur bliver hurtig for tyndtflydende og så glider det alle andre steder hen end det der var intentionen. Smør den tykke glasur på med en kniv. Vent med at skære af kagen indtil næste dag.

Hvis du gerne vil bage kagen i god tid inden jul, kan du, for at holde på fugten, bruge amerikansk “Icing” i stedet for traditionel glasur. Det stivner og danner en lufttt skal om kagen, som på den måde bevarer sin fugtighed.

Amerikansk Icing laves ganske enkelt af: 1 lille æggehvide, 1 tsk. eddike, 5-6 spsk. sigtet flormelis (til julekagen skal du formentlig gange med 3). Ingredienserne piskes med elpisker og glasuren skal være sej, når den er færdig. Smør den på kagen og sørg for at dække kagen på alle flader, som kommer i kontakt med luften.

Amerikansk Icing knækker meget ofte, når man skærer i den, men alternativet er, at bage kagen i god tid inden og lægge den i en lufttæt dåse. Så holder den også vældig godt.

Du vil sikkert også kunne lide