10

Jubi, så er den her!

Det er 1. december og jeg er lige vågnet efter en forlænget morgenlur. Jeg sover konstant i disse dage, men sådan er det jo, når man er sølle og det er jeg. Jeg har det rigtigt skidt og er ualmindeligt træt af at have det sådan, men det vender vel.

image Jeg havde så mange planer. Jeg skulle have hentet lyskæderne frem, have julepyntet hjemmet og måske endda have bagt et par godbidder, men sådan skulle det altså ikke gå. Det der skulle have været timerne efter arbejdstid, som kunne bruges til alt det ovenstående, er blevet forvandlet til en underlig grå sump af minutter og timer, som flyder sammen med alle de andre timer i døgnet – og de bliver ikke brugt til andet end sump, for hovedpine forhindrer læsning og generelt ubehag giver sovelyst.

Heldigvis er der masser af tid at tage af. Der er intet jag endnu og julen kommer jo uanset hvor meget jeg når. Lige nu er min største bekymring kolleger, som slider for at dække mine opgaver og ikke mindst julefrokosten på lørdag, som jeg frygteligt gerne vil deltage i. Jeg håber, at dagen i morgen ser lysere ud…

Det er 1. december, er det!

Glædelig 1. december til dig – dagen skal nok blive god :-)

Du vil sikkert også kunne lide