8

Så går tiden med det…

image Mor forærede mig den smukke Madonna-stage, som jeg havde ønsket mig. Der hører ingen forklaringer med til hvorfor jeg ønskede mig den. Jeg kunne bare lide den…

Jeg er meget glad for den og lige nu, har jeg flyttet den ned ved siden af computeren, hvor den står og spreder varmt lys mens jeg sidder og slider lidt endnu. Snart vil jeg holde fri for i dag og det er mildest talt på tide.

Dagen er forsvundet mellem fingrene på mig og jeg har stadig en frygtelig masse ting at nå. Der er stadig enorme bunker vasketøj, som jeg glemte i farten, da jeg sad med billeder og hjemmesider tidligere. Der er skoletasker, som skal efterses. Der er aftensmad og der er rent sengetøj. Der er planen om at få strikket bare en anelse mere på Birch sjalet og intentionen om endelig at få taget hul på nogle af de bøger, som ligger og venter. Der er aftentur med Oskar, regnvejr og røde kinder, gummistøvler og hyggetrøjen. Der er nedfaldne blade og stjernehimmel… helt ærligt… hvad klager jeg over?

image Jeg fandt mine gamle indiske trykklodser, som skal hjælpe mig med juleindpakningen i år. Jeg regner med at de kombineret med rød farve og noget smukt håndlavet papir, som jeg har liggende, kunne blive et smukt alternativ til købt julepapir.

Jeg kan lide at gøre noget særligt ud af indpakningen. Jeg kan lide, at en gave er smuk og lækker og gør modtageren glad, allerede inden den er åbnet, så jeg tror et eksperment er på sin plads.

Snart er det tid for julekortene også og de kunne passende laves med samme motiver, så mon ikke snart farverne skal findes frem, så vi kan få afprøvet om ideen er bæredygtig eller jeg må revurdere planerne. Det vil i så fald ikke være første gang…

Du vil sikkert også kunne lide