Hov…

Siden middag har jeg siddet og billedbehandlet. Det er pludselig midt eftermiddag og jeg fornemmer, at mørket falder på bagved mig. Jeg sidder med ryggen til vinduet, hvor jeg sidder, så ind imellem må jeg forlade mig på fornemmelser.

Snart bliver det forhåbentlig anderledes. Om ikke ret lang tid, skal vores underlige rum have en overhaling. Det er det rum i huset, jeg tilbringer allermest tid i, så jeg trænger til at give det lidt kærlighed. Den slags smitter jo…

Rummet ligget næsten midt i huset. Det har haft forskellige funktioner i de snart 10 år vi har boet her. Det startede med at fungere som legeværelse. Alt legetøj blev samlet her, for det ligger i direkte forlængelse af køkkenet og det fungerede upåklageligt. Børnene elskede, at de kunne lege med udsigt til mor og far, når vi opholdt os i køkkenet, som vist må betegnes som husets hjerte. Det ligger midt i huset og al trafik foregår gennem det rum, så det var skønt at kunne følge med i alting.

Senere fik ungerne lyst til at have legetøjet og ikke mindst legene i fred for voksne blikke, så de rykkede ind på egne værelser og vi stod med et rum, som skulle bruges til et eller andet.

Så startede rummets underlige deroute. Fra at have været et af de mest centrale rum i huset, endte det nu med at blive parkeringsplads for strygebrædt, symaskine, computer og diverse andre underlige ting, som bare sneg sig ind uden vi opdagede det.

Siden ryddede vi op og blev enige om, at det skulle fungere som en slags kontor med alle computere samlet i et rum. Det gør det så nu, men undervejs har vi helt glemt, at rum kræver opmærksomhed for at være rare og hyggelige og lige nu ligner det en ulykke.

Snart vil vi smide ungerne ud af rummet og så skal der andre boller på den suppe. Jeg skal have min faste plads ovre foran vinduet, så jeg igen kan nyde naturen udenfor og ikke mindst følge lidt med i tiden, som altså ind imellem løber af med mig. Jeg glæder mig – jeg har jo også min nye stol, som skal have den plads, den fortjener ;-)