Vi tog en aftentur rundt i kvarteret. Lidt frisk luft har aldrig skadet nogen og efter et heftigt parti af vores yndlingsbeskæftigelse – dobbeltkabale med 2 sejre til mig, var det på tide med frisk luft til hjernen. Mor tog Oskar og jeg tog mit nye kamera, bare fordi jeg ikke kunne lade være…
Mor: “Nå men du ved… jeg rendte jo ind i en gammel bekendt den anden dag. Det var faktisk rigtigt hyggeligt sådan lige at få genoplevet gamle dage. Hun og jeg gik på Teknisk Skole sammen. Jeg har billeder af hende. Der står vi, i vores hvide kitler og med hvidt hår begge to…”
Mig: “Mmmm… ja, det var sikkert morsomt, at se hinanden efter så mange år”
Mor: “Nå ja, hun siger forøvrigt, at hendes søn og du kendte hinanden. Han er lige gammel med dig. Han hedder Kjeld. De boede nede på Jyttevej. Siger det dig noget?
Mig: “Mmmm…”
Verden er nogen gange lille. Meget mindre end man tror og vi grinte, da jeg fortalte historien om mit første “rigtige” kys. “Åh ja, den historie husker jeg godt” var mors kommentar. Jeg glemmer nogen gange, at hun læser med her, men hun er diskretionen selv og er god til at lade som om hun ikke læser med, når jeg ind imellem rammer strenge, med toner mødre ikke bryder sig om ;-)
PS – jeg fik forøvrigt præcis hvad jeg ønskede mig af mor også. Det gør jeg altid. Jeg HAR sagt det. Jeg er forkælet, men så lod jeg hende også vinde de næste 4 slag (fanden stå i at hun er vaksere end mig, men ikke om I får mig til at indrømme det).
4 kommentarer
Liselotte
28. december 2009 at 13:40Hej Birthe – jeg forstår godt, at I gerne vil spille dobbeltkabale, for det er rigtigt sjovt, men det ville tage mig temmelig lang tid at få skrevet en beskrivelse, som var forståelig for jer, så det kan jeg desværre ikke tilbyde. Jeg håber, I finder ud af det på anden vis.
Henning
16. april 2011 at 20:18Jeg ledte også efter reglerne, men kom dog i tanke om dem da jeg så et igangværende spil her på siden, så jeg skrev dem lige ned, hvis nogen stadig er interesseret.
Dobbeltkabale spilleregler.
Hver spiller sidder med hver sit spil kort på bordet foran sig.
Formål: At bygge alle 8 stakke op fra es til konge.
Udlægning: to kolonner i midten a 4 rækker. Udfra disse på hver side kan der bygges fra hvilket som helst kort og nedad, som fralægningsbunker, dog skal disse alterneres (rød på sort og sort på rød) i nedadgående rækkefølge.
Spilstart: Begge vender et kort og den med det højeste starter. Han/hun har nu 8 fralægningsbunker og evt hvis der skulle komme esser, 4 bunker på midten.
Spillertur: Når et vendt kort ikke kan lægges er turen kommet til den anden.
Efter åbningsspillet kan medspillerens åbne bunke også bruges til fralægning. Her er farven ligegyldig og det kan gå op eller ned i forhold til bunken. Men kun hvis der ikke er andre steder kortet kan smides.
Andre regler: Hvis en spiller glemmer at lægge et kort til opbygningsbunkerne – enten eget kort eller et i fralægningsbunkerne – og har taget et kort i egen bunke – , kan modspilleren banke i bordet, og overtage turen. Dette er dog ikke altid en fordel.
Husk: Der kan kun flyttes et kort ad gangen i fralægningsbunkerne . Men der kan gemme sig kort man skal lægge i opbygningsbunkerne ved at rokere rundt på kortene.
Tip: Når spillet er færdig: Hvis man har lagt samme farve i opbygningsbunkerne over for hinanden (parvis), behøver man ikke sidde og dele kortene i de to spil igen, men kan tage en kolonne og man har fra es til konge i alle fire farver.
Venlig hilsen
Henning
Birthe Østerbye
28. december 2009 at 12:59Hej
Jeg googlede “dobbeltkabale” og kom ind på din side. Vi kan simpelthen ikke huske relgerne, så hvis du kan sende en beskrivelse til mig ville vi blive RIGTIG glade!
Godt nytår
Hilsen Birthe Østerbye
Karin Gornitzka
3. juli 2006 at 19:10Vil du sende mig reglerne til dobbeltkabale, så jeg kan lære det til min 10 årige søn?