Skrækslagen

Engang tog jeg mine unger med i Cirkus Benneweis. Det var ikke en ubetinget succes. Hverken for mig, eller for resten af familien.

Vi havde fået de fineste pladser. Mormor havde inviteret, så det kunne naturligvis ikke blive godt nok, nu hvor Alexander også skulle have en oplevelse. Vi var placeret helt nede ved kanten af arenaen, i vores egen lille loge, med frit udsyn til alle de optrædende.

Det gik sådan set fint til at starte med. Ungerne var lynhurtigt udstyret med lysende yoyoer, popcorn og candyfloss og ikke et øje var tørt, da vi først havde fået os placeret. Mor syntes, at jeg skulle sidde allerforrest med mit afkom, så der sad jeg, med næsen omtrent i savsmulden.

De optrædende var fantastisk dygtige. Der var intet at udsætte på det, men da elefanterne trådte ind på scenen, skal jeg gerne indrømme, at jeg syntes, at vi sad lige lovlig tæt på der, hvor det sner. Jeg rykkede nok lidt i stolen, men holdt stilen, da Oline greb min hånd og spurgte om ikke jeg var bange for de KÆMPESTORE dyr. Jeg svarede naturligvis “Nej da! De gør jo ingenting!”, mens jeg transpirerede som en middelsvær slagter i gang med at partere en mindre kvægbesætning og mine knæ slog gnister i bar befippelse.

Elefanterne var uopdragne. De stak snablerne ind for at æde vores popcorn og jeg skreg højt og inderligt, lettede fra stolen og tog næsten resten af familien med i mit uelegante fald, men det var slet ikke det værste ved den tur…

Det værste er, at jeg er dødsens bange for klovne. Jeg HADER dem. Jeg kan ikke, om så du betaler mig godt for det, forklare hvorfor det forholder sig sådan, men jeg er sikker på, at det kan henføres til en traumatisk oplevelse i min barndom. Mor har sikkert slæbt os i cirkus, hvor en eller anden latterlig klovn har skræmt livet af mig. Jeg har fortrængt det, men det dukker op for fuld styrke, når de kommer for tæt på.

Er du klar over hvor tæt på de kommer, når man har betalt en halv jumbojet for billetterne? De kommer UHYGGELIGT tæt på og det værste er, at jeg på ingen måde er i stand til at anvende fornuften som håndteringsredskab. Jeg kan ikke, om så jeg bruger al min energi, få forklaret mig selv, at klovnen bare er et menneske, som er underlig nok til at synes, at det er en god ide at skræmme livet af børn og voksne.

Jeg stivner. Fryser i øjeblikket og kan ikke røre mig. Jeg ligner formentlig en gubby, som ved et uheld er hoppet ovenud af akvariet, for jeg sidder stum, mens jeg febril trækker vejr ind gennem en åben mund og indeni lyder kun besværgelser som “om lidt er han væk – om lidt falder han død om og er væk – om lidt er det overstået!”, mens jeg kæmper med rædslen og trangen til at kaste op.

Heldigvis synes mine unger ikke at have lyst til at gentage succesen og skulle de nogensinde foreslå en tur i cirkus, kan de fisenfløjtemig tage med mormor og få deres egne traumer til gratis underholdning resten af livet�