Altså meningen var jo, at jeg skulle sove i ordentlig tid i går. Søvnunderskuddet var til at tage og føle på og for at være god ved mig selv, men ikke mindst ved mine medmennesker, var planen altså at sove tidligt.
Det skulle ikke gå sådan. Vi har jo fejlagtigt fået installeret et tv i soveværelset og eftersom herren i huset ikke var hjemme til god underholdning, måtte jeg ty til fjernsynet og tænde for noget, som kunne gøre mig tilstrækkelig søvnig til drømmeland.
Jeg fik tændt for tv’et lige tidsnok til at blive introduceret for en engelsk mand(?), som var i gang med forvandlingen til mand i stedet for den kvinde han havde været de sidste 8 år. Ja, de sidste 8 år. Tidligere var han jo nemlig en mand. Så blev han en kvinde og nu ville han altså være en mand igen.
Nu kunne man fejlagtigt forestille sig, at han blot havde levet som kvinde. At han cross-dressede og ellers var mand i fysisk forstand, men nej. Han VAR kvinde. En kønsskifteoperation i december 1997, havde forvandlet ham fra en nydelig forretningsmand med solidt politioverskæg til en ganske attraktiv kvinde, som altså nu, efter nogle år som fuldtidskvinde, savnede sin maskulinitet og derfor ville gennemgå endnu en kønsskifteoperation og vende tilbage til sit oprindelige køn.
Det var en underlig historie, som efterlod mig med en frustrerende fornemmelse af ikke at forstå. Jeg havde svært ved at forstå hans forklaringer på hvorfor han endte med en kønsskifteoperation i første omgang og han havde vist også selv svært ved at forklare det med andet end følelsen af ikke at slå til som mand kombineret med et nervøst sammenbrud(?), hvorfor det måtte være nemmere at leve som kvinde. Han valgte så det ekstreme. Han havde, så vidt jeg kunne forstå, ikke udtalt trang til at leve som kvinde inden operationen, men gennemførte den alligevel. Her otte år efter havde han fortrudt og var i gang med det kæmpestore projekt det var, at vende tilbage til sit eget køn.
Han var enormt afklaret omkring sine beslutninger. Han vaklede på intet tidspunkt og han indtog livet med stoisk ro og en snert paranoia, men hele tiden med et beundringsværdigt klarsyn, når det kom til hans eget liv og de livsbetingelser han havde på baggrund af de valg han havde truffet. Dybt fascinerende, men også næsten skræmmende.
For øvrigt er manden mangemillionær med en specialdesignet kvindevenlig penis, “nu ved jeg jo hvad kvinderne vil have, så det er naturligvis sådan en jeg får lavet”, og på jagt efter kvinden i sit liv. I går aftes havde han endnu ikke fundet hende, så der er vel plads til at lægge billet ind, hvis det skulle have nogen interesse.
Læs mere om Charles Kane her.
8 kommentarer
Liselotte
3. november 2005 at 20:58Det var selviscenes?ttelse kombineret med en eller anden diagnose, som jeg ikke skal g?re mig klog p? at finde… men absolut selviscenes?ttelse, men m?let med den – det havde jeg sv?rt ved at finde. Jeg er ikke ubetinget enig med dig i, at det skulle v?re en str?ben efter k?rlighed og accept…
Liselotte
3. november 2005 at 16:24Jeg s? ogs? den udsendelse, og jeg sad bagefter med samme mangel p? forst?else. Men hele hans m?de at handle p? gennem hele udsendelsen, og det han fortalte, efterlod mig med en f?lelse af at han simpelthen iscenes?tter sig selv – 100%.
Meget af det sker relativt uovervejet. Men at han i bund og grund ?nsker at blive accepteret, elsket og beundret. Og n?r det s? sl?r fejl, eller ikke lever op til det forventede, s? laver han sig bare om.
Jeg ved ikke om han kan s?ttes i samme kategori som narcissister, men mit umiddelbare g?t er, at han er t?t p?.
Hans succes defineres af omgivelsernes reaktioner p? ham, og ikke hans egne kriterier.
Jeg sad med f?lelse af at n?r noget ikke ville lykkes for ham som han ?nskede det, s? tyede han til flugt i form af en ny selviscenes?ttelse med alt hvad det indeb?rer for at blive til hans imagin?re succesbillede. Alt for at blive elsket….
Mona
3. november 2005 at 14:38Ha ha ha… jamen jeg lever i et hjem med 3 fjernsyn. Jeg ser aldrig tv. Jeg tror det g?r an… ;-)
Mona
3. november 2005 at 13:36Uha. T?nk p? alt det bras, du bliver n?dt til at se for ikke at risikere at g? glip noget interessant. Nu har jeg sagt det, og du er selv ude om det ;-)
Mona
3. november 2005 at 13:30Ja, der var sandelig rigeligt med vinkler p? livet i udsendelsen og masser af stof til eftertanke, men… det tog ikke mange minutter efterf?lgende at falde i s?vn ;-)
PS – jeg ser jo aldrig tv, s? den smule der bliver indtaget vandret er okay med mig – jeg beholder det, hvis det giver mig flere af denne slags oplevelser ;-)
Mona
3. november 2005 at 13:19Det vil nok blive en temmelig vidtl?ftig diskussion, om det er o.k. at skifte k?n som man har lyst – ogs? selv om man selv punger (undskyld) ud. Det mener jeg med andre ord ikke, at det er, og mon ikke man kunne have f?et mere for pengene hos en psykolog. N?, strengt taget kommer det ikke mig ved – men jeg kan godt forst?, at du ikke faldt i s?vn.
Skrot det fjernsyn :)
Mona
3. november 2005 at 13:01Ja, det g?r det da… p? s?t og vis, men det var alligevel den mest underlige historie den mand kunne fort?lle (dele af)…
Jeg er stadig ikke sikker p? hvad jeg skal mene om hverken det ene eller det andet, men historien er jo us?dvanlig og perspektiverne ved s?dan at kunne skifte k?n – frem og tilbage – er jo ogs? nogle tanker v?rd. (Jeg underkender ikke, at det er omfattende kirurgi vi snakker om – det er ikke noget man “bare” g?r, men alts?…)
Ja, jeg synes i hvert fald at det var en fantastisk historie og jeg faldt IKKE i s?vn til den ;-)
Mona
3. november 2005 at 12:57Hmmm. M?ske siger det mere om den tid, vi lever i end om manden…