Ona for en mavepukkel…

Årh… så stik mig da bare et par stykker eller fem. Jeg kan sagtens finde pladsen…

Ona har puderne og jeg har et hjerte, som altid forelsker sig i sort/hvide mønstre, så selvfølgelig skulle jeg nok finde pladsen, hvis de skulle finde vej her forbi.

Jeg kan også vældig godt lide denne keramikskål. Ting med enkle og kraftfulde grafiske udtryk falder som regel i god jord her, hvor jeg såmænd selv flirtede med keramikken en overgang.

Jeg syntes jo, at det ville passe sig, at jeg havde en aftenskolehobbyting nu hvor jeg alligevel aldrig så manden i mit liv. Han arbejdede i døgndrift det efterår, så jeg meldte mig til keramik hos AOF. Det foregik ude i Ballerup på en skole jeg ikke længere husker navnet på. Til gengæld var der drejeskiver nok og den slags er altså essentielt, hvis det er den teknik man stræber efter at mestre – og det var det jo, for mit vedkommende.

Der var bare én ting jeg glemte at tage højde for. Jeg var gravid. Ikke bare sådan gravid gravid. Jeg var bundgravid. Overdrevent gravid. Spærreballonsagtigt gravid.

Lad os få det på det rene med det samme. Det var ikke den graviditet jeg havde drømt om. I den havde jeg en yndig lille bule midt på maven. Den var tilstrækkelig lille til, at jeg altid så yndig ud og ALDRIG NOGENSINDE blev taget for at vente landets første syvlinger.

I virkeligheden var det jeg hørte konstant “Nå for pokker da… det må være lige op over…” og det var vel at mærke inden jeg var nået ud af 6. graviditetsmåned.

Jeg havde altså en pukkel på størrelse med en 20 kilos kartoffelsæk monteret midt på maven og den havde jeg ikke helt taget i ed, da jeg meldte mig til det keramikaftenskolekursus med indlagt drejeskivekørekort. Resultatet blev, at min karriere som keramiker blev ganske kort.

Jeg kunne ganske enkelt ikke nå ind til drejeskiven, når maven også skulle have plads og det skulle den jo. Efter tre gange måtte jeg give op. På daværende tidspunkt var jeg blevet til onsdag aftens underholdning for alle de, som måtte befinde sig på skolen i tidsrummet 19-22. De lagde allesammen lige vejen forbi formningslokalet, hvor de fascineret iagttog mine anstrengelser for at strkke armene de 1½ meter, som var nødvendige for at nå udenom maven og ind til leret. Jeg var nok den eneste, som ikke grinede…

Siden hen forsvandt maven og i stedet for fik jeg et vidunderligt lille drengebarn, som optog så meget af min tid, at jeg glemte at forfølge min keramikerdrøm, men de kurser findes da stadig og jeg har ikke flere planer om mavepukler, opsvulmede fødder og smertende lænder, så det…