59

Amerikansk æbletærte

Søster har spist, så hun er ved at revne. Mor gjorde det samme og resten af familien holdt sig sandelig heller ikke tilbage. Nystegte fiskefrikadeller med kartofler og gulerødder – hvem kan lade den slags stå. Det har været rigtigt hyggeligt og så lykkedes det mig endelig at finde den perfekte kombination af alle ingredienserne til en amerikansk æbletærte. Den smagte så englene synger endnu!

image

Jeg kommer aldrig nogensinde mere til at eksperimentere med det her. Denne tærte blev intet mindre end perfekt, så der er ikke grund til at sætte heldet over styr…

Opskriften kommer lige her, hvis du skulle få lyst. Jeg kan varmt anbefale den.

Dej:
150 gram margarine
en teskefuld salt
250 gram mel
fem til syv spiseskefulde koldt vand

Margarinen SKAL have stuetemperatur inden du hakker den sammen med mel og salt. Gør det med en gaffel – det går stærkt. Når margarinen er fordelt jævnt kommer du iskoldt vand ved dejen for at samle den. Brug en skefuld ad gangen og stop med vandet, når dejen er blevet ensartet uden at klistre.

St dejen i køleskabet i mindst en time. Herefter deler du den i to og ruller den ud til henholdsvis bund og top på tærten. I toppen stanser du lufthuller – enten med en gaffel, eller som jeg har gjort det, med en lille kageform. Læg dejbunden i tærtefadet og sørg for, at den kommer helt op til og et stykke over kanten. Det er vigtigt, at tærten lukkes tæt inden den sættes i ovnen.

Fyld:
syv-otte store skrællede æbler (fjern kernehus og del æblet i både du halverer)
tre spiseskefulde mel
250 g sukker
to gode teskefulde kanel

Amerikanere ynder at komme revet muskat i blandingen ovenfor, men det bryder jeg mig ikke om. De kommer også gerne smørklatter på toppen af æblebjerget inden dejlåget lægges på – det gør jeg heller ikke – den behøver slet ikke al det fedt…

Sukker, mel og kanel blandes i en skål. De ituskårne æbler vendes i blandingen – sørg for, at alle æbler bliver dækket af blandingen. Den sørger for, at æblesaften jævnes under bagningen, så tærten indeni bliver nærmest cremeagtig, når den er færdigbagt.

Fordel æblestykkerne på tærtebunden. Læg dejlåget på og sørg for at lukke bund og låg sammen – brug evt. en gaffel til at klemme de to flader tæt sammen. Pensl med æg og pynt evt. med de tidligere udstansede figurer. Bag tærten ved 200 grader i 40 minutter og servér den med iskoldt flødeskum eller vanilleis.

Du vil sikkert også kunne lide