25

Et får ved navn Liselotte

image

Det holdt hårdt, men jeg gav mig ikke uden kamp og det viste sig, efter en lang og utålmodig venten, at det altid betaler sig at kæmpe videre. Jeg vandt! Jubi – jeg vandt virkelig!

Mæææhæææ

Jeg er blevet fåre-ejer. Jeg ejer nu helt officielt et får. Hun hedder Liselotte. Hun er smuk som få og lækker, lækker, lækker!

image

Det hele startede med en “Name that Sheep”-konkurrence, som jeg kastede mig ind i med beundringsværdig dødsforagt. Det første forsøg gik ikke så godt, men da jeg vendte tilbage og foreslog mit eget navn, Liselotte og siden tog feje tricks i brug, skete der pludselig en hel masse. Sjældent har jeg haft det så sjovt, som mens denne konkurrende stod på og endelig i nat faldt den endelige afgørelse…

Liselotte skal fortsat bo hos FarmGirl, hvor hun formentlig får et vidunderligt liv. For mig at se, lever de på en af de mest naturskønne pletter på jorden og ikke nok med at der er smukt, men alle Liselottes venner er der jo også. Ikke mindst Dan og Lucky Buddy Bear, som nok skal være mand for at passe på hende og veninderne.

Jeg har i et længere stykke tid fulgt med på FarmGirls side. Jeg kan lide hendes beskrivelser af dagligdagen på gården i Missouri. Jeg elsker hendes daglige billeder af livet på og omkring farmen. Jeg drømmer mig med mellemrum på besøg derovre, for jeg synes, at de bor ualmindeligt smukt.

Jeg følger med i FarmGirls bagerier, for vi deler tydeligvis interessen for at bage og jeg kan lide, når hun beskriver andre af dagligdagens små gøremål. Jeg er faktisk vild med at følge med i hendes liv og nu har jeg så et får boende hos hende. Ja ja… jeg ved jo godt, at det er hendes får, men det er altså også mit. Bare lidt!

Jeg har et får ved navn Liselotte boende hos FarmGirl i Missouri. Det føles altså ret godt :-)

Du vil sikkert også kunne lide